APM-produktion i Nordsøen faldt i november

A.P. Møller - Mærsk fortsætter med at opleve faldende produktion fra oliefelterne i Nordsøen. Produktionen på Dansk Undergrunds Consortiums 14 oliefelter i Nordsøen faldt i forhold til samme måned sidste år, viser de nyeste tal fra Mærsk Olie og Gas, der er operatør på oliefelterne.

DUC producerede i november 267.400 tønder råolie i gennemsnit dagligt mod en dagsproduktion samme måned året før på 300.800. Dermed følger produktionen trenden fra sidste år, da Mærsk Olie & Gas ligeledes hentede mindre olie op af Nordsøen. Den faldende produktion i Nordsøen har fået Mærsk Olie & Gas til at kigge ud over Danmarks grænser. Blandt andet ved en milliard-udbygning af Al Shaheen-oliefeltet i Qatar.

Mandagens opgørelse fra Mærsk Olie & Gas viser, at Dan-feltet og Halfdan-feltet fortsat de største produktionsmæssigt i Nordsøen. I november blev der fra Halfdan produceret 94.900 tønder olie om dagen, mens der fra Dan-feltet i gennemsnit blev hentet 79.500 tønder olie op om dagen.

Det sæsonbetonede gassalg var i november på 790 mio. kubikmeter mod 830 mio. kubikmeter samme måned året før.

A.P. Møller Gruppen ejer 39 pct. af DUC, mens Shell ejer 46 pct., og Texaco ejer 15 pct.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )