APM-konkurrent glæder sig over rod på Esplanaden

 

Ud fra devisen om, at det ikke er noget, som er så skidt, at det ikke er godt for nogen, glæder en af A.P. Møllers væsentligste konkurrenter sig over den danske rederi-gigants åbenlyse problemer med at få fusionen med P&O Nedlloyd til at fungere optimalt.

 

Det er direktør og stifteren af verdens tredjestørste containerrederi, CMA CGM, Jacques Saadé, der i et opsigtsvækkende interview i Financial Times, lørdag, melder rent ud, hvordan han vurderer konkurrencen fra A.P. Møller - Mærsk de kommende år.

 

Normalt er det god latin blandt erhvervsledere ikke offentligt at kommentere, hvordan man vurderer konkurrenternes forretningsmæssige formåen, men Jacques Saadé lægger ikke skjul på, at både den seneste dramatiske ledelsesrokade på A.P. Møllers hovedsæde på Esplanaden samt opkøbet af P&O Nedlloyd vil svække A.P. Møller de kommende år.

 

- Jeg tror, vi har luft i nogle få år, før de kan blive aktive - aktive forstået på den måde med at øge deres flåde og omsætning, sagde Jacques Saadé, til Financial Times.

 

Ifølge Jacques Saadé vidner forløbet i A.P. Møller de sidste år om, at "big is beautiful" langt fra altid er ensbetydende med virkeligheden.

 

A.P. Møller købte det britisk/hollandske rederi P&O Nedlloyd for ca. 17 milliarder kr. forrige år, men opkøbet har siden været præget af store problemer.

 

- Uanset om der har været tale om Hapaq-Lloyd eller Mærsk, har de lidt under disse store opkøb. Købet af P&O Nedlloyd var for stort til øjeblikkeligt at blive absorberet og inkludret i dit informationssystem, i "back-office"funktioner m.m. Så jeg tror slet ikke, at man skal udføre disse store opkøb, sagde Jacques Saadeé.

 

Direktøren for CMA CMG understreger i interviewet med Financial Times, at hvis han skal opkøbe virksomheder, bliver der udelukkende tale om mindre virksomheder, som uden problemer kan implementeres.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )