APM: Familiefond afhænder aktier for knap 1,9 mia. kr.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond har afhændet 5000 A-aktier og 29.070 B-aktier i A.P. Møller - Mærsk, oplyser koncernen.

Ifølge fondsbørsmeddelelsen er aktierne afhændet ved "udlodning" og Fonden ejer herefter 297.420 A-aktier og 133.388,5 B-aktier svarende til 9,85 pct. af kapitalen og 13,53 pct. af stemmerne.

Kursværdien af de afhændede A-aktier er 275 mio. kr., mens kursværdien af de afhændede B-aktier er 1,6 mia. kr.

- Afhændelsen er et udtryk for at den partielle opløsning af familiefonden er påbegyndt i overensstemmelse med reglerne for familiefideikommisers overgang til fri ejendom, oplyser direktør Lars-Erik Brenøe til RB-Børsen.

Han oplyser videre, at aktierne er afhændet til enkeltpersoner i familiekredsen.

Transaktionerne har ikke medført behov for at en ny storaktionær med en aktiepost større en 5 pct. skulle melde sig.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )