Analytikere: Novo-aktien står over for opsplitning

Novo Nordisk nærmer sig et aktiesplit, men vil formentlig skyde den endelige beslutning til senere i år.

Forskerne på Novo Nordisk har en stor del af æren for den rekordhøje aktiekurs, som i disse dage får et ekstra skub i ryggen af godkendelsen af Novos seneste insulintype. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Det vurderer et par analytikere inden årsregnskabet torsdag i næste uge.

Medicinalselskabets aktie ligger onsdag middag til at slutte over kurs 1.000, understøttet af EU-kommissionens beslutning tidligere på ugen om at give markedsføringstilladelse til Novos næste insulingeneration, det langtidsvirkende Tresiba samt insulinmixet Ryzodeg.

Dermed er et par vigtige forudsætninger for et aktiesplit på en gang ved at være indfriet. Novo-ledelsen har tidligere udpeget kurs 1.000 som et niveau, hvor det vil være naturligt at overveje et split. Samtidig har ledelsen ønsket sig større gennemsigtighed om, hvornår næste insulingeneration kan lanceres, da det også øger gennemsigtigheden om den fremtidige økonomiske udvikling.

- Novo har selv tidligere talt om aktiesplit, og signaleret at grunden til, at det ikke er gennemført tidligere var, at man var usikker på, hvornår Tresiba kom på markedet. Nu har vi fået godkendelsen i Europa, og godkendelsen kommer formentlig snart i USA. Så mon ikke, at man kan blive lidt mere præcis om det i de kommende kvartaler. Det kan være, at det bliver drøftet perifært i forbindelse med årsregnskabet, vurderer analytiker i Jyske Bank Frank Hørning Andersen over for Ritzau Finans.

Nogenlunde samme konklusion drages i Alm. Brand Markets.

- Jeg tror, at splittet kommer snart, men jeg tror ikke, at det kommer i forbindelse med årsregnskabet, siger analytiker Michael Friis Jørgensen.

Han afkræfter desuden, at der er særlige psykologiske barrierer for Novo-aktien forbundet med kurs 1000.

Novo-aktien blev dele af tirsdagen handlet over kurs 1000, men måtte "nøjes" med en lukkerekord i 995,5 kr. Onsdag middag er aktien gået i 1006 kr. efter en stigning på 1,1 pct.

Et aktiesplit betyder ifølge Jyske Banks Frank Hørning Andersen ikke det store for kursudviklingen. De professionelle investorer investerer ikke større beløb af den grund, men man kan argumentere for, at det kan øge interessen lidt blandt private investorer, lyder vurderingen.