Analytiker: Droppet kræftstudie kan give mindre kursfald for Genmab

Et aflyst studie med kræftmidlet Ofatumumab er en dårlig nyhed for biotekselskabet Genmab, og det vil formentlig betyde mindre kursfald for aktien i tirsdagens handel.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, efter at biotekselskabet har valgt at droppe et fase 3-studie med Ofatumumab i en erkendelse af, at det ikke vil vise sig bedre end det konkurrerende middel Rituximab fra schweiziske Roche.

Der var tale om et studie med 516 patienter, der led af lymfekræftformen follikulært lymfom.

- Det er selvfølgelig en negativ nyhed for Genmab, hvor man kunne have håbet på, at Ofatumumab kunne bruges i andre indikationer, end det er godkendt til. Så det er selvfølgelig ærgerligt, at man er nødt til til at afbryde et studie, fordi der ikke er den ønskede effekt, siger Søren Løntoft Hansen.

Han regner med, at Genmab-aktien skal falde, når fondsbørsen åbner tirsdag. Reaktionen vil formentlig være begrænset, da Genmab-aktien i høj grad er bundet op på midlet Daratumumab, der er til behandling af knoglemarvskræft, og som netop er blevet godkendt i USA.

- Jeg tror, at det vil give en mindre negativ reaktion. Jeg tror, at rigtig mange investorer hænger deres hat på Daratumumab, på Genmabs teknologiplatform og nogle af midlerne i tidlig klinisk udvikling, siger Søren Løntoft Hansen.

/ritzau/FINANS

 

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans[AT]ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk