Amerikanske banker klar med 170 mia. dollar i aktionærudbytte

USA-FED/CONSUMERS
Foto: Joshua Roberts.
Læs mere
Fold sammen

Store amerikanske banker er for første gang siden finanskrisen klar til at udbetale mere kapital til investorer, end de genererer fra deres bankvirksomhed.

Det skriver Financial Times.

Aktionærer i 22 af landets største børsnoterede pengeinstitutter står til at modtage næsten 170 mia. dollar i udbytte og aktietilbagekøb i løbet af det kommende år. Det reducerer bankernes forsvar mod katastrofale chok i det finansielle system.

Lovgiverne i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, forbereder sig på offentliggørelsen i denne uge af den første runde med resultater fra den årlige stresstest, der regulerer bankernes udbytte og aktietilbagekøb.

Den forventede stigning i bankernes udbetaling til aktionærerne viser, hvordan industrien er på vej tilbage efter flere år med lave udbytter. Ikke nok med at bankerne har øget deres indtjening på grund af lavere skatter og højere rentesatser, men Federal Reserve har også givet bankerne lov til at udbetale mere, end de har tjent.

Analytikere fra blandt andet Goldman Sachs spår, at den gennemsnitlige bank vil få grønt lys til at udbetale mere, end banken har tjent over det sidste år.

Udbetalingsplanen bliver mødt af kritik. Blandt kritikerne er Anat Admati, der er professor på Stanford University. Hun mener, at betalingerne er skandaløse, og at too-big-to-fail-banker ikke burde have lov til den slags udbytter og aktietilbagekøb, før at "vi er sikre på, at de ikke længere udgør en fare for samfundet", siger hun til Financial Times.

/ritzau/FINANS