Amerikanske aktier: Tyrkisk krise presser kurserne - banker står til fald

Foto: Shannon Stapleton

I tråd med resten af verden lægger de amerikanske aktiehandlere op til en negativ åbning af den nye handelsuge. Og som det gør sig gældende i Asien som i Europa, er det også i New York den tyrkiske krise, der trækker den røde farve ind over markedet.

Frem mod åbningen mandag eftermiddag ligger futures på de tre toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P 500 og Dow Jones og Nasdaq, med minusser på op til 0,1 pct.

Ifølge Reuters er de amerikanske banker i negativt fokus på grund af deres mulige engagement i den problemfyldte tyrkiske økonomi. I formarkedet falder finansaktier som Wells Fargo 0,7 pct., Bank of America falder 1,3 pct., og Citigroup taber 2,4 pct. op mod handelsstart.

Blandt formarkedets større udsving noteres Nielsen Holdings for et spring på 15,8 pct. Marketingselskabet støttes ifølge Bloomberg News af, at den aktive investor Paul Singer via sin hedgefond, Elliot Management, har købt en større andel på 8,4 pct. af selskabets aktier.

Mandagen er fri for nøgletal - også amerikanske. Så handlerne må stille sig tilfredse med geopolitiske vilkår - herunder amerikanske handelssanktioner mod Tyrkiet samt en række regnskaber fra mindre selskaber.

/ritzau/FINANS