Amerikanske aktier: Pæne stigninger i håb om løsning på handelskonflikt

REUTERS/Andrew Kelly/File Photo Fold sammen
Læs mere
Foto: Andrew Kelly

Endnu en grøn bølge skylder ind over det amerikanske aktiemarked onsdag, hvor markedsdeltagerne kan glæde sig over, at handelsforhandlingerne mellem USA og Kina ser ud til at være forløbet godt.

Futures for de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, har ligget højere det meste af onsdagen, og efter få minutters handel er S&P 500-indekset steget 0,4 pct., mens både Nasdaq- og Dow Jones-indekset ligger til gevinster på 0,6 pct.

POSITIVE MELDINGER FRA TOPMØDE

USA og Kina er onsdag gået hver til sit, efter at parterne de seneste tre dage har forhandlet om en løsning på handelstvisten imellem de to lande.

Mødet, der foregik i Kina, blev afsluttet i en optimistisk tone, siger anonyme kilder tæt på sagen til Bloomberg News. Samme melding kom fra USA's præsident, Donald Trump, der tirsdag tweetede, at mødet gik godt.

Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje, hæfter sig ved de positive toner, men forventer ikke, at en aftale er lige rundt om hjørnet.

- Der er ingen tvivl om, at det er positivt, for vi hører, at der er ved at blive planlagt møder i USA og potentielt også i Schweiz på allerhøjeste niveau, siger han og peger på, at man særligt skal hæfte sig ved, at Trump har taget teten:

- Baggrunden for, at Trump og USA er mere imødekommende nu end tidligere, er, at deres handelsgrundlag er blevet dårligere, økonomien og væksttempoet er kommet ned i gear, og du ser et aktiemarked, som er kommet kraftigt ned.

Selskab Kurs Ændr. %

PRES PÅ APPLE - TESLA SAGSØGT

På Wall Street ligger blandt andet Visa og IBM godt til i den tidlige handel med stigninger på henholdsvis 1,4 pct. og 1,1 pct.

Apple, der ellers blev indikeret højere, falder derimod 0,5 pct. Ifølge Investing.com er der forlydender om, at produktionen af iPhones vil blive skåret med 10 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

Blandt onsdagens negative islæt er også Tesla, der falder 0,1 pct. Selskabet er blevet retsforfulgt af de efterladte til en mand, der mistede livet i en ulykke. Det sker, med henvisning til at bilens batteri var defekt, rapporterer Investing.com.

Onsdag aften dansk tid er der i øvrigt grund til at holde øje med referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Mødet, der mundede ud i en renteforhøjelse, blev dog afholdt inden uroen på aktiemarkederne mod slutningen af 2018, der i sidste uge blev kommenteret af chefen for centralbanken.

- Han (Jerome Powell, Federal Reserve-chef, red.) sagde, at hvis markedet fortsætter den nuværende stil, vil centralbanken tage notits af det. Banken er afhængig af data, men kigger altså også på markederne. Det er en meget dueagtig melding, siger aktiestrateg Otto Friedrichsen.

Efter amerikansk børslukketid kommer detailkæden Bed Bath & Beyond med regnskab. Selskabet, der sælger boligartikler, ligger 1,1 pct. højere.

Det kan ifølge den britiske bank Barclays desuden være værd at kaste et blik på segmentet med mindre amerikanske virksomheder. Amerikanske selskaber med lav markedsværdi er ifølge banken historisk billige, skriver Bloomberg News.

/ritzau/FINANS