Amerikanske aktier i største fald på én uge siden finanskrisen

Faldet på det amerikanske aktiemarked fortsatte fredag - men ikke helt så dramatisk som frygtet.

Fredagens relativt milde fald kommer som en lettelse efter torsdagens fald i de toneangivende aktier på fire til fem procent.  REUTERS/Brendan McDermid TPX IMAGES OF THE DAY Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Det amerikanske aktiemarked slog nye kursrekorder for bare to uger siden.

Men den seneste uges spredning af coronavirus til nu 53 lande verden over - med knap 3.000 døde og tusinder af mennesker i karantæne - har gjort investorerne meget forsigtige.

Aktierne i USA havde ved lukketid fredag oplevet den største nedtur på en uge siden finanskrisen i 2008 med kursfald på omkring 12 procent.

Faldet er samtidig den mest voldsomme korrektion af USAs aktiemarked siden Den Store Depression i 1933.

Markedet lagde nervøst ud fredag med voldsomme kursudsving og rettede sig derefter hen ved lukketid: S&P 500-indeks faldt for eksempel kun med med knap en procent. Dow Jones gik i rødt med 1,4 procent. Teknologi-indekset Nasdaq endte meget tæt på nul.

Det spillede formentlig en rolle, at den amerikanske nationalbankdirektør Jerome Powell ifølge Reuters sent fredag aften dansk tid gik ud og slog fast, at der ikke er aktuelle planer om at sænke renten, og at »det fundamentale i amerikansk økonomi« er stærk.

Fredagens relativt milde fald kommer som en lettelse efter torsdagens fald i de toneangivende aktier på fire til fem procent.

Investorerne frygter ifølge det amerikanske Marketwatch, at epidemien vil ramme verdensøkonomien og de underleverandører, der er afgørende for at holde moderne produktion kørende ude i virksomhederne.