Amerikanske aktier i ro op til jobrapporter

Det amerikanske aktiemarked lukkede torsdagen nogenlunde uændret. Investorerne afventer de ugentlige jobrapporter, der offentliggøres fredag.

Det toneangivende aktieindeks Dow Jones Industrial lagde 0,04 pct. oveni til 13.974,23, mens teknologiindekset Nasdag steg 0,15 pct. til 2.733,57. Det brede S&P 500-indeks sluttede bedst med en stigning på 0,21 pct. til 1.542,86.

Dow Jones-indekset er i den forløbne uge kommet sig en del efter sidste uges amerikanske rentesænkning og nåede mandag rekord i over 14.000. Nu afventer markedet det næste renteudspil - men altså i føste omgang fredagens jobtal.

Hvis de stiger mere end ventet, kan det mindske tiltroen på, at den amerikanske centralbank endnu en gang vil sænke renten. Omvendt vil svagere jobtal tale for endnu en rentenedsættelse - og det vil være til gavn for aktierne.