Amerikansk stormagasin fortsætter den lange nedtur

Foto: Jim Young. Arkivfoto: REUTERS/Jim Young/File Photo
Læs mere
Fold sammen

Aktien i den amerikanske varehuskæde Sears har nogle hårde dage. Torsdag falder kursen med 8,9 pct. efter offentliggørelsen af selskabets regnskab for første kvartal, og det følger i kølvandet af et minus onsdag på 6,7 pct. I alt er aktien faldet mere end 15 pct. i denne uge.

Kvartalsregnskabet viste, at Sears igen starter et regnskabsår med et fald i omsætningen, fordi man nu har færre butikker end sidste år, og igen starter året med et underskud. Koncernen, der driver Sears- og Kmart-forretningerne, oplyser, at man har identificeret ikke mindre end 100 underskudsgivende butikker, og man har planer om at lukke 72 af disse inden udgangen af tredje kvartal.

Den justerede indtjening per aktie endte med et minus på 4,48 dollar mod et ventet underskud på 1,51 dollar. Det justerede nettoresultat viste et underskud på 483 mio. dollar mod et ventet underskud, ifølge Bloomberg News, på 163 mio. dollar.

Selv om omsætningen landede på 2,89 mia. dollar mod analytikernes spådom på 2,86 mia. dollar, så var der tale om et kraftigt fald i det sammenlignelige salg på 12 pct.

Ifølge Noel Hebert fra Bloomberg Intelligence burde tilbagegangen i det sammenlignelige salg ringe for alle alarmklokker.

- Man har i bund og grund lukket halvdelen af butiksbasen de senere år, og dine "bedste" forretninger er stadig negative med 12 pct., siger han.

Sears er som så mange andre detailhandlere presset af, at kunderne flytter deres indkøb over på internettet, og siden 2012 har man mistet 11 mia. dollar.

/ritzau/FINANS