Amerikansk rigmand investerer stort i dansk selskab

Til stor glæde for Ciklums danske direktør har rigmanden George Soros købt en "signifikant" andel af aktier i det skandinaviske it-selskab.

George Soros. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW KELLY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse timer er der god grund til at drikke champagne for danske Torben Majgaard.

Den ungarnsk fødte amerikanske rigmand George Soros har gennem sin private investeringsfond Ukranian Redevelopment Fund således købt en »signifikant« andel af aktierne i Torben Majgaards succesfulde, Ukraine-baserede it-selskab Ciklum.

Danskeren forbliver i posten som administrerende direktør, ligesom Ciklum beholder majoriteten af selskabets aktier.

Et glædeligt salg

It-virksomhedens danske direktør er lykkelig over Soros' investering. Soros er nemlig et stærkt brand, som kun kommer Ciklum til gode, fortæller Torben Majgaard.

»Et navn af Soros' kaliber afspejler en klar og tydelig tillid til både Ciklum, men i høj grad også til Ukraine som et attraktivt sted at gøre forretning. Jeg er stadig bare en gadedreng fra Herning. Så med det netværk, det brand og det navn, Soros bringer til bordet, giver det os en hel masse nye muligheder,« siger han.

Og glæden er gengældt hos Ukranian Redevelopment Fund, hvor talsmanden Michael Vachon kun har rosende ord at sige om den skandinaviske virksomhed.

»Ciklum viser tydeligt, de bæredygtige og konkurrencedygtige takter, som ukrainske virksomheder har brug for i et hurtigt voksende it-marked. Vi er derfor meget glade for at blive partnere med Ciklum, så vi kan skabe det, George Soros kalder "det nye Ukraine",« siger talsmanden.

Mulig børsnotering på vej

Ciklum har i løbet af den seneste tid fået flere og flere store kunder, og med Soros i ryggen har virksomheden store planer for fremtiden.

»Vi har set flere eksempler på, at Soros har hjulpet europæiske virksomheder med at komme på børsen i New York. Og det er da ikke en tanke, vi vil udelukke. Det er ikke i første omgang vores erklærede mål, men det er klart noget, vi arbejder henimod,« siger Torben Majgaard.

I første omgang er virksomhedens målsætning dog at bevæge sig mere vestpå fra Ukraine.

»Hvor vi tidligere var dem, der bare sad ovre i Ukraine, begynder vi i højere grad at få fodfæste i Vesten,« siger Torben Majgaard.

Fremtiden kommer derfor til at byde på en mere aggressiv opkøbsstrategi i Storbritannien og USA, ligesom de vil udvide til blandt andet Malaga.

Som det ser ud nu har Ciklum foruden det ukrainske hovedkontor også kontorer i Hviderusland, Polen, Pakistan, Storbritannien, USA, Israel, Schweiz og Danmark. Virksomheden er en af Skandinaviens ledende inden for udvikling af software og har mere end 2500 ansatte.