Amerikansk rentepil peger stadig mest op

Den amerikanske Central Bank, Federal Reserve, fastholder renten på 5,25 pct. Banken peger fortsat på inflation som den største risiko for den økonomiske vækst -De amerikanske aktier faldt umiddelbart på meldingen, men vendte tilbage i plus. Analytiker ser fortsat nervøst marked. (opdateret)

Den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke havde på gårsdagens rentemøde is i maven. Han valgte at se stort på det skrantende amerikanske låne- og boligmarked og fastholdt renten på 5,25 procent.

Flere havde håbet, at Ben Bernanke kom med udtalelser, der kunne tolkes i retning af, at centralbanken senere på året ville sætte renten ned. Men de kom ikke. Tværtimod peger pilen stadig mest i retning af en rentestigning:

»Vi tror ikke, at den amerikanske centralbank sætter renten ned. Det er der intet, som tyder på. Barometeret er stadig mest på rentestigninger, fordi meldingen fra Bernanke meget klart lød, at fokus på lav inflation er det væsentligste,« lyder vurderingen fra Danske Banks analytiker og USA-ekspert, Peter Possing Andersen.

Dog nævnte den amerikanske centralbankdirektør, at man havde lagt mærke til uroen på kreditmarkederne og ville overvåge udviklingen nøje, men problemerne var ikke så alvorlige, at det var tid til handling.

Ben Bernanke gav samtidig udtryk for, at det væsentligste stadig er at holde øje med inflationen:

»Han gav udtryk for, at man ønsker at se flere positive tegn på, at inflationen er under kontrol. Derfor vil det også fremover være det væsentligste fokusområde,« siger Peter Possing Andersen.

På mødet i går aftes kl. 20.15 dansk tid nævnte han ikke subprime-lånene med et ord. Det er ellers subprime-lånene til mindre kreditværdige boligejere, der har fået benene til at vakle under de amerikanske kreditinstitutter. To kreditinstitutter har allerede mistet så mange penge, at de er gået konkurs.

Men det er fornuftigt, at Ben Bernanke ikke flettede subprime-lånene ind i talen:

»Centralbanken har ikke ønsket at skubbe til markedsstemningen. Næsten uanset hvad Ben Bernanke havde sagt om suprime-lån i sin tale, ville det have påvirket stemningen i den ene eller anden retning. Samtidig ønsker man ikke at detailstyre kreditmarkederne, så længe usikkerheden og risikoen for tab er forbeholdt subprime-markedet,« siger Peter Possing Andersen.

Gårsdagens møde ændrer ikke ved, at aktie- og kreditmarkederne fortsat vil navigere i uroligt farvand:

»Markedet vil fortsætte med at ændre sig fra dag til dag. De mindste signaler om en negativ økonomisk udvikling vil presse aktiemarkedet,« siger Peter Possing Andersen.

Det amerikanske aktiemarked reagerede prombte med at sende aktierne ned på meldingen om, at USAs centralbank fastholder den toneangivende rente og ikke umiddelbart har tænkt sig at varme op til en rentenedsættelse som følge af svækkelser i USAs økonomi. Efetrfølgende arbejdede aktiekurserne sig dog igen tilbage i plus.