Amerikansk børsåbning: Tesla sprinter mod toppen

REUTERS/Patrick T. Fallon/File Photo Patrick Fallon

Tesla er kommet godt ud af pitten mandag med et plus på aktiekursen på 16 pct. i de første handler. Samme vej går det for General Electric, der ligeledes stiger med 16 pct. efter at have udpeget en ny direktør for koncernen.

Elbilproducenten Tesla får medvind på et forlig, som grundlægger og direktør Elon Misk Musk har lavet med det amerikanske finanstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC).

Finanstilsynet anklagede i torsdags topchefen for svig ved at vildlede investorerne som resultat af, at Elon Musk i starten af august på sin Twitter-konto skrev, at han overvejede at afnotere selskabet, og at han havde sikret sig finansieringen til det.

Det var finanstilsynet ikke tilfreds med, og derfor ønskede det at forbyde ham at være direktør i et offentligt børsnoteret selskab.

Men nu kan Elon Musk fortsætte som direktør for Tesla. Han skal dog fratræde som bestyrelsesformand og derudover betale 20 mio. dollar.

GOD DAG TIL INDUSTRIGIGANT

Investorerne klapper ligeledes i hænderne over, at industrikoncernen General Electric har fundet sig en ny administrerende direktør i stedet for John Flannery, der kun har siddet på posten i lidt over et år.

Ny topchef bliver H. Lawrence Culp, som tiltræder med øjeblikkelig virkning, oplyser General Electric i en meddelelse.

I forbindelse med nyansættelsen oplyser General Electric, at selskabet kommer til at misse sine mål for indtjeningen per aktie i 2018 på grund af en svagere end ventet udvikling i elektricitetsforretningen, GE Power. General Electric lover at komme med yderligere kommentarer, når resultaterne for tredje kvartal bliver offentliggjort 25. oktober.

Samlet ligger de ledende indeks i grønt, hvor S&P 500-indekset stiger 0,6 pct., mens både Dow Jones og Nasdaq kan lægge 0,7 pct. til indeksværdien.

PFIZER I FALD

Anderledes slatten er investorernes reaktion på en ny administrerende direktør i medicinalvirksomhed Pfizer, hvor aktien falder med 0,2 pct. i de første handler mandag.

Pfizer, der blandt andet er kendt for at stå bag Viagra-pillen, har udpeget Albert Bourla som ny administrerende direktør. Han tiltræder stillingen fra årsskiftet og kommer fra en stilling som driftsdirektør i selskabet.

Den nuværende administrerende direktør, Ian Reed, skifter rollen som topchef og bestyrelsesformand ud med at være menigt medlem af selskabets bestyrelse.

En aktie i Praxair går den modsatte vej og letter med 3,1 pct., efter at tyske Linde har meddelt, at de to selskaber søndag har fået godkendt en planlagt fusion af de kinesiske konkurrencemyndigheder.

De to storleverandører af gasser til industrier og hospitaler er parate til at sælge dele af forretningen og er allerede kommet tættere på en godkendelse af fusionen fra de amerikanske konkurrencemyndigheder, der dog har betinget sig et frasalg. Fusionen mangler også den endelig godkendelse fra EU-Kommissionen og Sydkorea.

/ritzau/FINANS