Amerikansk aktiemarked i rødt efter millioner af nye ledige og det største fald i privatforbruget nogensinde

Mere end 30 mio. amerikanere har nu meldt sig ledige siden coronakrisens start – et større antal end forventet i sidste uge får de amerikanske markeder til at åbne i rødt torsdag.

De amerikanske aktier har generet været stigende siden de ramte en foreløbig bund relateret til coronakrisen i slutningen af marts. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan McDermid/Ritzau Scanpix

De amerikanske aktiemarkeder er tidlig torsdag aften dansk tid åbnet i rødt, efter at en række økonomiske nøgletal har skuffet.

Her er det kommet frem, at der er endnu flere amerikanere, som har meldt sig ledige i sidste uge end forventet, og at privatforbruget i marts tog det største dyk nogensinde.

3,8 mio. ekstra amerikanere i arbejdsløshedskøen betyder, at der nu er mere end 30 mio., som i løbet af de seneste seks uger har meldt sig arbejdsløse. På forhånd havde økonomer forventet ekstra 3,5 mio. arbejdsløse amerikanere i sidste uge, skriver Bloomberg.

S&P-500 indekset er nede med 0,8 pct, Dow Jones-indekset falder godt 1 pct.. Det teknologitunge Nasdaq-indeks klarer det bedst af de tre toneangivende amerikanske indeks med et fald på 0,3 pct.

Nyhedsbureauet Reuters gør dog opmærksom på, at S&P-500 indekset fortsat kan være på vej mod den største stigning på en enkelt måned siden 1974. Inden torsdagens fald fra det amerikanske aktiemarkeds åbning lå indekset med en stigning i denne uge på hele 13,7 pct.

Ritzau Finans skriver, at flotte regnskabstal fra Facebook er med til at sikre Nasdaq-indekset et mindre fald end de to andre. Selve Facebook-aktien stiger torsdag med 6 pct.

At aktierne ikke falder endnu mere ovenpå de skrækkelige nøgletal skyldes en erkendelse i markedet af, at både arbejdsløshedstallene og nedgangen i privatforbruget ville være voldsomt set i lyset af den globale coronapandemi.

»I store træk ses disse data som noget, vi allerede har taget for givet,« siger Art Hogan, der er chefstrateg ved National Securities i New York til Reuters og fortsætter.

»Vi ved, at de økonomiske data, især når det gælder arbejdsmarkedet, er dårlige og vil blive værre.«

Herhjemme lukkede det danske aktiemarked kl. 17.00 og formåede akkurat at holde skindet på næsen, mens der rundt omkring i Europa er set relativt store fald.

C25 lukkede med et fald torsdag på 0,1 pct.

I toppen steg bryggerierne Royal Unibrew og Carlsberg med hhv. 4,8 og 2,1 pct.

Nederst faldt Danske Bank 3,8 pct.