Ambu: Teknisk tilbagetrækning i Holland - direktør

 

Det faktum, at den Singapore-baserede virksomhed LMA har droppet fogedforbudssagen mod Medico-firmaet Ambu i Holland, skyldes rent retstekniske årsager. Det vurderer Ambus administrerende direktør, Kurt Erling Birk, over for RB-Børsen.

 

- Sagen er, at i Holland vil retsinstansen også tage stilling til LMA's hollandske patent. Og de (LMA, red.) har vurderet, at deres patent til blive underkendt. Det er nok det, der har fået dem til at trække sig, siger Kurt Erling Birk.

 

Sagen drejer sig om selskabets Larynx maske, som LMA hævdede krænkede selskabets patentrettigheder. En tabt sag vil dog betyde, at LMA's hollandske patent samtidig vil blive kendt ugyldigt. Og en underkendelse vil få andre europæiske patentmyndigheder til at genoverveje LMA's patent også der.

 

Til gengæld mener Kurt Erling Birk, at de tilsvarende sager i Tyskland og Frankrig vil blive gennemført.

 

- Her vil retsinstansen ikke tale stilling til LMA's patenter i den forbindelse, forklarer Ambu-direktøren.

 

Han vil derfor ikke drage paralleler til den hollandske udvikling. Det var under den seneste udveksling af indlæg i den hollandske fogedretssag, at LMA meddelte den hollandske domstol, at de ikke ønsker at videreføre forbudssagen mod Ambu.

 

I alt har LMA afkrævet Ambu et erstatningsbeløb på 3,1 mio. euro (23 mio. kr.).

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )