Ambu: Japansk konkurrent i angreb med engangsendoskop

Foto: YURIKO NAKAO. Arkivfoto: YURIKO NAKAO / Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Japanske Olympus er på vej med et engangsvideoskop, der skal tage kampen op med Ambus storsællert Ascope.

Dermed melder Olympus, som i forvejen er markedsleder inden for kikkertundersøgelser, sig ind i kampen om engangsendoskoper, hvor også amerikanske Boston Scientific i juni har meldt sin ankomst.

Det skriver Finans.

Nyheden om det nye videoskop blev afsløret i forbindelse med en investordag hos Olympus, og analytikerne hos både Nordea og Carnegie peger på, at Olympus formentlig vil fokusere produktet mod bronkoskopier - kikkertundersøgelser i lungerne.

- Mens markedslederens indtræden på området for engangsendoskopi øger engangskonceptets troværdighed og legitimitet, understreger det også, at konkurrencepresset på Ambu stiger hurtigt. Vores vurdering er, at det øger usikkerhed og giver øget downside til aktien, skriver Nordeas analytiker ifølge Finans.

Olympus har ikke selv meldt ud, hvilke undersøgelsestyper videoskopet skal anvendes til.

Ambus aktie faldt markant onsdag, da storaktionæren Chr. Augustinus Fabrikker solgte et stort bundt aktier med en rabat på over 10 pct. til 220 kr. pr. aktie. Det tog investorerne ilde op, og en aktie i Ambu faldt med 11,3 pct. til 217,40 kr.

Trods onsdagens fald er Ambu steget med 95,5 pct. i år.

/ritzau/FINANS