Amazon og Starbucks får prygl fra børsstart

Det er en smertefuld dag på New York-børserne for Amazon.com og Starbucks, der starter med store fald. Begge straffes for kvartalsregnskaber torsdag aften, der ikke kunne leve op til forventningerne i markedet.

Foto: KAREN BLEIER.
Læs mere
Fold sammen

Det er en smertefuld dag på New York-børserne for Amazon.com og Starbucks, der starter med store fald. Begge straffes for kvartalsregnskaber torsdag aften, der ikke kunne leve op til forventningerne i markedet.

Generelt fortsætter de amerikanske investorer også de seneste dages trend med at træde på bremsen over for teknologiaktierne. Således falder Nasdaq-indekset efter ti minutters handel med 0,3 pct., mens de bredere S&P 500- og Dow Jones-indeks kan nøjes med tilbagegang på 0,1 pct.

Kæmpekæden Amazon, hvis store stigninger torsdag gjorde stifter Jeff Bezos til verdens rigeste mand, er i vælten efter et undervældende kvartalsregnskab. Selskabets indtjening skuffede markant, og investorerne blev ikke formildet af, at det var store investeringer, der lå bag de dårlige tal. Aktien falder 3,9 pct., og Jeff Bezos må dermed give rigdomstronen tilbage til Bill Gates.

Kaffekæden Starbucks kunne kun lige akkurat leve op til resultatforventningerne i det forskudte tredje kvartalsregnskab, der ligeledes blev offentliggjort efter børstid torsdag. Men faldende salg og opgivelse af te-butikker var ikke, hvad investorerne havde ønsket serveret, og Starbucks falder hele 7,4 pct.

Også Intel leverede torsdag sine tal, og it-giganten kunne glæde markedet med en opjustering. Den generelle forsigtighed over for sektoren begrænser dog Intel-aktien til en stigning på 1,7 pct. i den tidlige handel.

Fredag har blandt andet medicinalselskabet Merck fremlagt tal, og det takseres til en stigning på 0,2 pct. Merck havde langt større overskud end ventet, men på diabetesområdet skuffede salget i forhold til markedets forventninger, skriver Bloomberg News.

Exxon Mobil falder til gengæld 1,9 pct. efter at have skuffet med en lav indtjening i andet kvartal. Olieselskabet har nu også set sin produktion af olie og gas falde fem kvartaler i træk.

På makrofronten har investorerne fået de første tal for bruttonationalproduktet i andet kvartal, og det var - med en vækst på 2,6 pct. på annualiseret basis - relativt tæt på forventningerne. Der har heller ikke været den store reaktion i markederne efterfølgende.

/ritzau/FINANS