Amazon-milliardær på vej til at miste titlen som verdens rigeste

Jeff Bezos ser ud til at miste sin status som verdens rigeste mand. Et aktiefald og en dyr skilsmisse har skåret flere milliarder af rigmandens formue.

Jeff Bezos' formue er faldtet til en nettoværdi på 102,8 milliarder dollar, altså omkring 690 milliarder kroner. Han overhales dermed af Microsoft-stifter Bill Gates. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alex Wong/AFP/Ritzau Scanpix

Efter at børsen lukkede i nat, faldt Amazons aktier med 8,1 procent. En Amazon-aktie er nu 1.637 dollar (svarende til knap 11.000 kroner) værd. Det har haft konsekvenser for stifteren bag onlineimperiet, Jeff Bezos. Hans formue faldt til en nettoværdi på 102,8 milliarder dollar, altså omkring 690 milliarder kroner.

Det skriver finansmediet Bloomberg her til morgen.

Dermed overhales han af Microsoft-stifteren Bill Gates ifølge Bloomberg Billionaires Index. Tallene opdateres først, når børsen lukker i aften.

Den 55-årige Amazon-stifter ville dog stadig have været verdens rigeste, hvis ikke han tidligere på året havde været igennem verdens dyreste skilsmisse. Jeff Bezos' ekskone, MacKenzie Bezos, fik i forbindelse med skilsmissen overdraget fire procent af parrets fælles aktier i Amazon. Den andel er 37 milliarder dollar værd, svarende til 249 milliarder danske kroner.

Microsofts værdi er steget 38 procent i år, hvilket øger værdien af Bill Gates' aktieandel på en procent. Hele hans formue estimeres af Bloomberg til at være 107,5 milliarder dollar svarende til knap 722 milliarder danske kroner. En del af formuen stammer fra aggressive aktieinvesteringer gennem hans investeringsvirksomhed Cascade. Over 60 procent af Microsoft-stifterens formue ligger i Cascade.