Albæk: Det er en fejl at tro, at vi er blødsødne

Investeringsselskabet Voluntas skal investere ud fra principper om mangfoldighed, diversitet og bæredygtighed, men folk tager fejl, hvis de tror, det ikke i sidste ende handler om vækst og profit, lyder det fra den afgående Vestas-direktør Morten Albæk.

Foto: Linda Kastrup. Vestas-profil forlader vindkoncernen og skal fremover være direktør i et selskab, der ejes af Brøndbys hovedaktionær. Den 39-årige koncerndirektør for vindmøllegiganten Vestas, Morten Albæk, forlader sin post senest ved udgangen af juni, skriver Børsen.
Læs mere
Fold sammen

Et nyt investeringsselskab - og rådgivningsselskab har set dagens lys. Med fire principper i rygsækken har Brøndby-rigmanden Jan Bech Andersen, Vestas–direktøren Morten Albæk og investeringseksperten Morten Tinggaard dannet Voluntas Investment & Advisory Firm, der med 660 mio. kroner vil indtage investeringsscenen med en helt anderledes tilgang.

Navnet kommer af latin og betyder »meningsfuldhed« og netop det gennemsyrer virksomheden, der har som mål at investere i virksomheder og overgå det globale MSCI-aktieindeks i afkast og overskud.

Vejen dertil er brolagt med fire principper, der skal sikre vækst og indtjening: meningsfuldhed, mangfoldighed i kompetencer, kønsmæssig diversitet og miljø- og energimæssig ansvarlighed. Det lyder måske umiddelbart som bløde værdier, men det bygger på benhårde analyser, der skal sikre største muligt overskud.

»Det er en fejl at tro, at vi er blødsødne. Vi er lige så hårde som ethvert ambitiøst foretagende, der ønsker både at have et højt afkast og gøre en forskel for de virksomheder, og den verden man er en part i,« siger Morten Albæk, der peger på, at principperne tager udgangspunkt i analyser og forskning.

»Lad mig give et eksempel: Når vi vil gå ind i virksomheder der forpligter sig til over en tre-fem årig periode at have 50 pct. Kvinder som en del af ledelseslaget, så gør vi det ikke fordi, vi er kvindesagsforkæmpere. Vi gør det fordi analyser fra blandt andet McKinsey viser, at i virksomheder hvor der er en markant andel kvinder i det øverste ledelseslag versus dem, hvor der ingen er, får man 41 pct. bedre forrentning af den investerede kapital og man får en driftsindtjening, der er mere end 56 pct. bedre. Med andre ord: man tjener dobbelt så meget på virksomheder, hvor diversiteten på køn er stor i den øverste ledelse.«

Det samme gælder princippet om løbende at måle medarbejdernes følelse af, at deres arbejde er meningsfuldt. Det baserer sig på analyser, der viser, at meningsfuldt arbejde fører til højere motivation, der fører til højere produktivitet og effektivitet, hvilket igen fører til større indtjening, forklarer Morten Albæk.

Selvom principperne på overfladen ligger langt fra det, der kendetegner andre investeringsselskabers investeringsprofil, så er målet det samme: vækst og cool cash.

Vil ikke være som alle andre

»Vi har ingen ambitioner om at være som de fleste andre. Vi skal differentiere os fra det normale investeringsmarked. Social impact-investmentmiljøet er måske ikke så kendt herhjemme, men på globalt plan er det et marked på 10,6 mia. dollars i 2014 og med en forventet stigning på 16 pct. i 2015. Det viser en helt ny analyse fra J.P Morgan og “The Global Impact Network"« siger Morten Albæk.

Fokus på investeringerne kommer ikke kun til at være i Danmark, men også Europa, USA og de engelsktalende dele af Asien og Afrika.

I første omgang skal kontoret etableres når Morten Albæk tiltræder som administrerende direktør den 1. juni. Pengene kommer for langt størstedelens vedkommende fra rigmanden Jan Bech Andernsen, der herhjemme bedst er kendt for at skyde millioner i fodboldklubben Brøndby IF.

De 660 mio. kroner (100 mio. amerikanske dollar) er fordelt i forskellige puljer. Langt størstedelen ligger i Voluntas Core, der udelukkende skal investere ud fra principperne. Dertil kommer Voluntas Basic, der skal investere i virksomheder, hvor kun nogle af principperne skal implementeres. Og slutteligt en pulje bestående af en række af Jan Bech Andersens eksisterende investeringer, der i udgangspunktet ikke skal forvaltes efter de fire principper, men hvor det er muligt, tilpasses. Planen er, at pengene skal være færdiginvesteret seneste ved udgangen af 2019.

»Vi kommer ikke til at være aktivistiske investorer. Men vi kommer til at være aktive medejere, for vi tror på, at den bedste måde at udvikle virksomheder på er at tage aktiv del i virksomhedens udvikling både fra bestyrelseslokalet og ved at stille vores kompetencer til rådighed i det omfang ledelsen kan se en kvalitet i det. Hvis virksomheden ikke ønsker en aktiv medejer, så er vi den forkerte dør at banke på,« siger den kommende Voluntas-direktør.

Det er en del af forretningsstrategien i Voluntas at indgå partnerskaber med andre social-impact-investorer, og der har allerede været god respons, fortæller Morten Albæk.

»Vi har allerede haft flere uformelle dialoger med potentielle partnere både nationalt og internationalt og interessen er rigtig positiv og det er vi meget glade for. Vi er meget fortrøstningsfulde om at indgå i flere interessante partnerskaber i den nærmeste fremtid.«