Aktuelle tips fra AktieUgebrevet

Historien gentager sig med prognosemagerne – de skyder over.

Foto: CLAUS FISKER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meget tyder på, at de etablerede prognosemagere fra banker, myndigheder og Nationalbanken igen starter et nyt prognoseår alt for optimistisk. Selv om 2013 ender omkring nulvækst, ligger alle prognosemagerne omkring 1,3-1,6 procent i forventet BNP-vækst næste år. Det er en fuldstændig gentagelse af billedet fra sidste år, hvor nedjusteringerne så kommer hen over året for at ende på noget, der ligner virkeligheden. Som tidligere år er prognoserne baseret på tro og håb – mere end på realiteter.

Som erhvervsvirksomhed og investor skal man altså ikke tillægge disse prognoser stor betydning, da de næsten altid er for optimistiske. Vi baserer vores prognoser på det, man kan se, og det ser p.t. ikke godt ud. AktieUgebrevet ser i bedste fald BNP-vækst næste år på højst en halv procent, men håber naturligvis, at der kommer signaler, så den lave vækst kan opjusteres markant. Så der er ingen grund til at tro, at hjemmemarkedsaktierne springer voldsomt frem. 

APM inde i stærkt positivt momentum: Finanshuset Clarkson Capital Markets har løftet sit kursmål for aktierne i A.P. Møller - Mærsk til 58.000 kr. fra tidligere 45.250 kr. efter regnskabet for tredje kvartal forleden, hvor Mærsk skruede en smule op for resultatforventningerne til hele 2013. Det fremgår af data fra Bloomberg News, skriver Ritzau Finans. Clarksons anbefaling er uændret på market perform. Svenske SEB Enskilda har desuden skruet en smule op for sit kursmål for Mærsk, som nu hedder 65.000 kr. mod tidligere 61.700 kr. Her hedder anbefalingen uændret køb. Mærsks B-aktie lukkede torsdag i 55.400 kr. efter en stigning på 2,6 %, hedder det videre.

Norden–chefer hjemtager gevinster: To af topcheferne i rederiet Norden har udnyttet optioner og efterfølgende solgt aktier. Administrerende direktør i selskabet, Carsten Mortensen, har udnyttet 66.006 optioner til en værdi af 11.698.903 kr. og derefter solgt 66.000 aktier for i alt 15.378.000 kroner. Lars Bagge Christensen, der er chef i Nordens tankafdeling, har samtidig udnyttet 23.042 optioner for 4.083.964 kr. og solgt de 23.042 aktier til 5.397.128 kr. 

Speas på vej mod lukning – blev aldrig en succes, kun en pengemaskine for banker: Investeringsselskabet Speas har besluttet at ændre strategi og udlodde mest muligt af sin likviditet. Det sker på baggrund af en utilfredsstillende aktiekurs i forhold til indre værdi. Bestyrelsen har derfor besluttet, at selskabet aktuelt skal prioritere udlodninger til aktionærerne over nye investeringstilsagn for, også på kortere sigt, at sikre den bedst mulige værdiskabelse for aktionærerne. Speas agter således at udlodde mest muligt af sin likviditet under hensyntagen til de udestående investeringstilsagn, og frem til udgangen af 2014 påregner bestyrelsen, at selskabet har likviditet til at kunne udlodde 100 mio. kroner, hvortil kommer en væsentlig andel af eventuelt modtaget exitprovenu, skriver selskabet. Selskabet fremhæver også, at Speas’ investeringskapacitet gennem udlodninger vil reduceres i en sådan grad, at det forventes at resultere i en afvikling af selskabet.