Aktionær ønsker granskning

En aktionær i Vestas har anmodet om, at selskabet skal granske en række forhold, og at en uafhængig revisor udpeges til opgaven.

Foto: LARRY W. SMITH.
Læs mere
Fold sammen

En aktionær i Vestas har anmodet om, at selskabet skal granske en række forhold, og at en uafhængig revisor udpeges til opgaven. Bestyrelsen opfordrer aktionærerne til at stemme nej. Det skriver Vestas i en fondsbørsmeddelelse.

Begæringen er fremsat af aktionæren Deminor, der ejer én aktie. Deminor vil have gransket en lang række forhold af en uafhængig revisor.

Blandt andet vil aktionæren have gransket regnskabspraksis, specifikt implementeringen af reglerne IFRIC 15, der havde en markant indvirkning på Vestas' regnskaber. Deminor stiller forslag til, at man gransker, om ledelsen og bestyrelsen har levet op til IFRIC 15 efter det blev implementeret, og om de søgte professionel rådgivning omkring effekten på regnskabet.

Det skal undersøges, om det var implementeringen, der førte til en række nedjusteringer. Samtidig ønskes det, at revisoren skal:

- Belyse og vurdere, hvorvidt selskabet har været "over-optimistiske" vedrørende selskabets resultatforventninger, og om selskabet har indregnet en tilstrækkelig udsvingsmargin i forhold til mulige forsinkede leveringer og overgang af risiko efter vedtagelsen af IAS 18 for selskabets supply-and-maintanance-kontrakter efter den 22. november 2010 mere præcist i forbindelse med nedjusteringerne den 3. januar, 7. februar og 2. maj 2012.

Derudover ønskes der en undersøgelse af finansdirektør Henrik Nørremarks fratræden samt chef for investor relations Peter Wenzel Kruses fratræden.

Denimo vil også have kastet et lys på, om Vestas har oplyst markedet ordentligt om udviklingen.

- At belyse og vurdere hvorvidt nedjusteringerne af omsætning og EBIT som følge af færre og mindre leverancer offentliggjort 2. maj 2012 blev korrekt og rettidigt offentliggjort til markedet, er et af punkterne.