Aktieugebrevet: 2018 starter med en aktienedtur

Det amerikanske aktiemarked har i andet halvår gennemlevet en af de længste ubrudte stigningsperioder i historien. Men det ser ud til, at det fik en brat ende fredag aften efter dansk lukketid. Det vil presse de danske aktier fra morgenstunden den 2. januar 2018.

Foto: BRYAN R. SMITH.
Læs mere
Fold sammen

Over de seneste måneder har situationen på det amerikanske aktiemarked udviklet sig til en helt ekstrem historie. Hvor aktiemarkederne i efteråret begyndte at vise mathed, efter en meget lang ubrudt stigningsperiode, kom Trumps Tax Reform ind i billedet. Det har boostet de amerikanske aktier i november og december, som nu ligger tæt på en historisk rekord. Europæiske aktier har selvfølgelig ikke været begunstiget af samme eufori omkring den amerikanske skattereform. Og det toneangivende europæiske indeks, tyske DAX, er da også sivet fem procent siden toppen i slutningen af oktober.

Den positive stemning på aktiemarkederne har været drevet af en kombination af øget økonomisk vækst i den vestlige verden og fortsat lave- og endda faldende – obligationsrenter. Men virkeligheden er også, at træerne sjældent vokser ind i himlen. Men det er faktisk det, der næsten er ved at ske nu.

I teknisk analyse henseende er aktiemarkederne nu så overkøbte, som de ikke har været i ti år. Selv op til det seneste aktiekrak i 2007-2008 var aktiemarkederne ikke så teknisk set overkøbte. Der mangler simpelthen nogle store negative korrektioner, som normalt er med til at bekræfte markedet i, at der er grundlag for fortsatte stigninger. Korrektioner er netop kendetegnet ved, at markedet lige skal teste holdbarheden, før stigningerne fortsætter. Vi har det seneste halve år slet ikke set disse normale korrektioner, som nu presser sig hårdt på.

Derfor må man heller ikke ignorere betydningen af det ret bratte kursfald fredag aften på det amerikanske aktiemarked. Især de amerikanske aktier har vist en ekstrem robusthed, og så lige pludselig – på årets sidste dag - kommer et storudsalg, som er drevet af faldende teknologiaktier. Der kan meget vel være tale om en normal korrektion drevet af markedspsykologi - og altså ikke starten på en længere aktienedtur. Vi ser endnu ikke, at forudsætningerne er til stede for den store lange nedtur.

Da kursfaldet fredag kom efter dansk lukketid, vil faldene utvivlsomt sætte sig i danske aktier tirsdag morgen, når aktiemarkedet åbner i det nye år. Hvad der sker herefter, vil blive styret af det amerikanske aktiemarked. Der skal under alle omstændigheder et stærkt og hurtigt comeback til, for at redde os fra en ellers oplagt korrektion ned på 5-8 procent.

Tyske DAX er tæt på at bekræfte en langsigtet topformation, og et par negative dage mere vil betyde den endelige bekræftelse. De amerikanske aktier kan stadig redde det hele. Men lige nu synes odds ikke at være gode, da de ledende amerikanske teknologiaktier også synes at danne en langsigtet top. Derfor bliver de første aktiedage i det nye år rigtig spændende.

Japp & Langers Portefølje slår markedet i 2017: I Økonomisk Ugebrevs portefølje endte 2017 med et samlet afkast på 22,4 procent, hvilket var betydeligt bedre end vores bench mark indeks. Afkastet er opnået med en relativt forsigtig investeringsstrategi. Aktuelt er 30 procent af kapitalen placeret i instrumenter, som begrænser kurstabet ved generelle tilbagefald på aktiemarkedet. Denne del af kapitalen er placeret i Bear DAX certifikater, som stiger i faldende aktiemarkeder. Vores to vigtigste bench mark indeks, Copenhagen Bench Mark og C20 indeks steg i 2017 med knap 16 procent, og Økonomisk Ugebrevs portefølje klarede sig dermed ca. en tredjedel bedre end det generelle aktiemarked. I forhold til de 40 investeringsforeninger, baseret på danske aktier, var performance også tilfredsstillende, idet den bedste forening gav et årsafkast på 19,5 procent.

AktieUgebrevet Invest starter med 67 mio. kr. i investorkapital:  Investeringsfonden AktieUgebrevet Invest er nu etableret med et samlet investorindskud på 67 mio. kr. Kapitalen vil blive investeret i starten af januar 2018. Nye investorer har mulighed for at tegne andele og indskyde kapital i fonden i januar 2018.  AktieUgebrevet Invest A/S søger at spejle investeringer og afkast i Økonomisk Ugebrevs modelportefølje, Japp & Langers Portefølje. AktieUgebrevet Invest A/S er et såkaldt AIF for Alternativ InvesteringsFond, hvor reglerne kræver en mindste investering på 750.000 kr. Administrationen af AktieUgebrevet Invest A/S er ledelsesmæssigt helt adskilt fra Økonomisk Ugebrev A/S. Der er ingen personoverlap mellem de to selskaber. Investeringerne i AktieUgebrevet Invest A/S bliver foretaget ud fra de investeringsråd, som offentliggøres for læserne af Økonomisk Ugebrev Formue. AktieUgebrevet Invest A/S’ porteføljeforvalter får altså ikke informationen før AktieUgebrevets læsere.

Investeringstænkningen i Japp & Langers Portefølje er basereret på at have den størst mulige aktieandel i danske aktier, alt efter hvad de aktuelle markedsforhold kan retfærdiggøre. I perioder med nervøse eller decideret negative markeder kan bruttoandelen i danske aktier blive reduceret til 20 procent, og op til 50 procent af kapitalen kan placeres i certifikater eller ETF’er med lave omkostninger, eksempelvis i olie, råvarer, guld, renter, VIX og special indeks baseret på den nye digitale økonomi som fx Robotics og Automatisation.

MODTAG 3 UDGIVELSER AF ØKONOMISK UGEBREV FORMUE GRATIS!