Aktieudlån har kostet statskassen en milliard kroner

Skattespekulation med udlån af danske aktier kan have kostet statskassen en milliard kroner.

For to uger siden blev det afsløret, at Skat angiveligt har udbetalt 6,2 milliarder kroner i udbytteskat til en række udenlandske svindlere. Nu viser det sig, at statskassen formentligt samtidig er blevet lænset for yderligere en milliard kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER

For to uger siden blev det afsløret, at Skat angiveligt har udbetalt 6,2 milliarder kroner i udbytteskat til en række udenlandske svindlere. Nu viser det sig, at statskassen formentligt samtidig er blevet lænset for yderligere en milliard kroner, skriver Børsen.

Avisen skriver, at der tilsyneladende er foregået en helt åben skattespekulation med udlån af danske aktier.

31. marts sidste år steg udlånet af danske aktier til 85 milliarder kroner fra de 12 milliarder kroner, som havde været gennemsnittet i de tre foregående kvartaler. Samme billede tegnede sig året før. Det fremgår af rapporter fra analysehuset Markit.

»Det er ikke en tilfældighed. Det indikerer sandsynligvis, at der foregår skatteunddragelse, som myndighederne burde kunne udfordre lovligheden af,« siger den tyske skatteekspert Markus Meinzer til Børsen.

Med skatteeksperters hjælp har avisen beregnet, hvor mange penge den danske stat har mistet på udlånene. De beregninger har vist, at Skat samlet kan have udbetalt omkring en milliard kroner i retmæssig refusion af udbytteskat over tre år fra 2013 til 2015.

Beregningerne forudsætter ifølge Børsen, at de udlånte aktier har givet samme udbytte, som danske aktier i gennemsnit har givet, og at de udenlandske investorer, der har lånt aktien, har undgået at betale dansk udbytteskat.

Skat har ingen kommentarer, før den undersøgelse, som skal kulegrave svindlen, er afsluttet.