Aktiestrateger: Macron-sejr vil give lettelsens suk - og intet andet

Investorerne vil ånde lettet op mandag morgen oven på søndagens franske sejr til Emmanuel Macron, der bliver ny præsident i Frankrig. Men en større kursreaktion er langtfra ventet.

Arkivfoto. Investorerne vil ånde lettet op mandag morgen oven på søndagens franske sejr til Emmanuel Macron, der bliver ny præsident i Frankrig Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRICK KOVARIK

Sådan lyder det fra flere danske markedsiagttagere, efter at den centrumorienterede Emmanuel Macron vandt omkring 65 pct. af de franske stemmer og derved sikkert slog den højrenationalistiske Marine Le Pen.

»Helt som ventet endte gårsdagens franske valg med en sejr til Emmanuel Macron.«

»I bedste 'buy the rumour, sell the fact-stil' er sejren i høj grad blevet inddiskonteret på såvel aktie- som obligationsmarkedet, og vi forventer derfor en behersket positiv reaktion i dag,« skriver Tine Choi, chefstrateg hos Danske Bank, i en kommentar.

Samme forventning har Morten Hessner, der er seniorstrateg i Nordea. Han peger ligeledes på, at markederne allerede op til søndagens valg havde indregnet en sejr til Emmanuel Macron, og at det derfor ikke tyder på en stærk reaktion på markederne mandag morgen.

FØRSTE VALGRUNDE GAV STORE KURSHOP

Det var der til gengæld oven på den indledende runde af det franske præsidentvalg, som fandt sted 23. april. Dagen efter steg de europæiske aktiemarkeder markant, og herhjemme sluttede det danske eliteindeks, C20 Cap, 1,5 pct. højere i 1103,53 - takket være en stigning til alle 20 aktier, hvoraf fire sluttede i rekord ligesom selve indekset.

»Det europæiske aktiemarked steg knap 5 pct. i ugen efter første runde af det franske præsidentvalg og har omtrent holdt niveauet siden,« forklarer Morten Hessner, der er seniorstrateg i Nordea.

»Men banen er nu kridtet op til fornyet fremgang på de europæiske aktiemarkeder over de kommende 12 måneder. Vi forventer, at det europæiske aktiemarked vil give et afkast i størrelsesordenen 5-10 pct. over de kommende 12 måneder,« tilføjer han i en skriftlig kommentar.

LE LEN VILLE PUSTE TIL FREXIT-FRYGTEN

Årsagen til, at investorerne frygtede en valgsejr til Marine Le Pen, skal findes i hendes kampagne mod EU-samarbejdet. Hvis den højrenationalistiske politiker havde vundet, ville hun nemlig have arbejdet for at løsrive Frankrig fra samarbejdet, ligesom Theresa May har gjort i Storbritannien.

»Da sandsynligheden for Macron-sejren på forhånd var vurderet som meget høj, ser vi mere afdæmpede markedsbevægelser end efter første runde af præsidentvalget,« skriver chefstrateg Frederik Engholm fra Nykredit og fortsætter:

»Men havde vi fået det modsatte resultat og altså i stedet pustet til frexit-frygten, så kunne det lægge så betydeligt et pres på en af Europas største og mest toneangivende økonomier, at det kunne ende som et alvorligt stød til regionen og derfor også dansk økonomi. Derfor er en vis lettelse i markedet naturligt.«

Med knap halvanden time til mandagens børsåbning herhjemme ligger aktiefutures i USA og veksler mellem marginale plusser og minusser. Desuden ligger den britiske FTSE 100-future i et plus på 0,6 pct.