Aktiestrateg: Investorer bør overveje at sælge danske aktier

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Som investor vil man også ved at have både aktier og obligationer i sin portefølje og sprede investeringerne over lande og regioner i aktieporteføljen kunne sikre et mere stabilt afkast.
Læs mere
Fold sammen

Danske privatinvestorer har i gennemsnit over 50 pct. danske aktier i deres aktieportefølje. Det er for meget, og det står overhovedet ikke mål med, at det danske aktiemarked udgør mindre end 2 pct. af det globale aktiemarked.

Sådan lyder fra Tine Choi, chefstrateg i Danske Bank, i publikationen Investor View fra Danske Invest.



- Selvom der er tale om store globale selskaber (i C20, red.), som ikke er afhængige af dansk økonomis ve og vel, så er et enkelt eller få selskaber i hver sektor ikke nok til at sprede sin risiko tilstrækkeligt, fremhæver hun.

Det gælder blandt andet selskaber som Novo Nordisk, Mærsk, Vestas og Pandora. Hendes anbefaling er, at rigtig mange investorer derfor bør overveje at nedbringe andelen af danske aktier i porteføljen og sørge for at få en bred eksponering såvel regionalt som sektormæssigt.

Som investor vil man også ved at have både aktier og obligationer i sin portefølje og sprede investeringerne over lande og regioner i aktieporteføljen kunne sikre et mere stabilt afkast.
- Alt i alt er der såvel fundamentale såvel som cykliske forhold, der gør, at et ensidig fokus på danske aktier udgør en stor risiko – også i 2017, konstaterer Tine Choi.



Den høje prisfastsættelse på det danske aktiemarked betyder ifølge Tine Choi, at der ikke er plads til skuffelser, også selv om prisfastsættelsen er faldet sammen med Novo Nordisks nedtur det seneste år på aktiemarkedet.

Dertil påpeger hun, at det danske marked er et defensivt aktiemarked, som under en optur i verdensøkonomien risikerer at præstere dårligere end andre aktiemarkeder.