Aktier/tendens: Udsigt til stille tilbagegang

 

De danske aktier ventes fredag morgen at åbne med moderate fald, hvis de følger de store europæiske indeksfutures. C20-indekset lukkede torsdag 0,4 pct. højere i 447,6. A.P. Møller - Mærsk kommer i søgelyset grundet sine havneterminal-aktiviteter. Storbankerne kom i torsdagens sene handel i centrum, da det danske islæt til noteringen af Dong skulle udnævnes.

 

I torsdagens sene handel blev det offentliggjort, at Danske Bank sammen med finanshusene Citigroup og Morgan Stanley skal stå for børsnoteringen af DONG. Samtidig bliver Nordea centralt placeret i salgskonsortiet. Det meddelte Finansministeriet. Danske Bank lukkede torsdag 0,3 pct. højere i kurs 248,8, mens Nordea lukkede 2,6 pct. højere i kurs 87,8.

 

Bryggerikoncernen Carlsberg måtte fredag morgen ligge ryg til en svag salgsanbefaling fra Dresdner Kleinwort. Det tyske finanshus' anbefaling blev sænket til "reducer" fra "hold". Det skrev Bloomberg News. Carlsberg lukkede torsdag 1,1 pct. højere i kurs 561.

 

A.P. Møller - Mærsk, som torsdag lukkede uændret i 54.000, kommer i søgelyset grundet sine havneoperatøraktiviteter. Det kinesiske selskab Orient Overseas International har solgt tre af fire havneterminaler i USA og Canada til en canadisk pensionskasse. APM's havneoperatør-aktiviteter APM Terminals overvejer, at gå ind i kampen for retten til at drive Imbituba-containerterminalen i det sydlige Brasilien. Det skriver shippingavisen Lloyd's List.

 

Novo Nordisk-investorerne havde torsdag eftermiddag fokus rettet mod USA, idet avisen The New York Times skrev, at 11 amerikanske guvernører har bedt den amerikanske sundhedsstyrelse om at lette vejen for salget af generisk insulin. Årsagen er, at guvernørerne vil have sænket staternes omkostninger til insulin. Novo er blandt de dominerende virksomheder på det amerikanske insulinmarked. Salget af generisk insulin kan presse prisen på Novos amerikanske bestseller Novolin. Novo lukkede torsdag 0,2 pct. lavere i kurs 479,0.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )