Aktier/tendens: Optur ventes at fortsætte

 

Den positive stemning ventes fortsat at florere på de globale aktiemarkeder torsdag. De amerikanske og asiatiske markeder fortsatte fremgangen, efter at de europæiske markeder lukkede onsdag aften. De europæiske indeksfutures indikerer stigninger i omegnen af 1 pct. i torsdagens indledende handel. Det danske C20-indeks lukkede onsdag blændende 3,8 pct. højere i 490,49 efter enorme kursstigninger hos FLSmidth, Vestas og A.P. Møller - Mærsk.

 

Investorerne vil have fokus på FLSmidth, som onsdag lukkede imponerede 7,6 pct. højere i kurs 483,5, idet et godt halvårsregnskab og en opjustering af helårsprognoserne øgede troen på aktien. Torsdag morgen aflagde FLS-kunden Holcim sit halvårsregnskab. Det schweiziske regnskab var overraskede godt. Holcim skriver, at markedsudsigterne for cementmarkedet ser favorable ud, og at der ikke er tegn på, at det ændre sig.

 

Den gode stemning satte onsdag sit tydelige aftryk på A.P. Møller - Mærsks B-aktier, som onsdag lukkede 7,8 pct. højere i kurs 70.300. Onsdag hævede ABN Amro anbefalingen på containerrederiets aktier til køb fra hold. Tørlastrederiet D/S Norden lukkede onsdag 8,6 pct. højere i kurs 436. D/S Norden aflægger regnskab torsdag.

 

Investorerne vil være opmærksomme på om Vestas kan fortsætte sit vilde kursridt. Vestas lukkede onsdag 8,4 pct. højere i kurs 369. Det sker efter tirsdagens stigning på 5,3 pct. og mandagens fremgang på 6,4 pct. Vestas overraskede positivt i tirsdagens regnskabsaflæggelse. Den tyske konkurrent Nordex aflagde regnskab torsdag før åbningstid, hvor prognoserne for omsætningen og driftsmarginalen for 2007 blev fastholdt.

 

Biotekselskabet Genmab er blevet opjusteret til "hold" fra "sælg" af den hollandske storbank ING. Opjusteringen kommer i forlængelse af biotekselskabets halvårsregnskab, der blev offentliggjort sent tirsdag. Genmab-aktien lukkede onsdag 1,8 pct. lavere i kurs 307,5.

 

Emballageproducenten Hartmannn nedjusterede forventningerne markant efter et halvårsregnskab - præsenteret onsdag aften - der viste en katastrofal udvikling. Nedskrivninger på emballageproducentens aktiviteter i såvel Syd- som Nordamerika lægger et voldsomt pres på resultatet, der endte med et underskud på 486 mio. kr. For hele året bliver der tale om et underskud på 490 mio. kr. erkender koncernen. Hartmann lukkede onsdag 5,3 pct. lavere i kurs 197.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )