Aktier/tendens: Novo i centrum

 

Investorerne havde onsdag morgen fokus på regnskabet fra Novo Nordisk. Novo Nordisk ventes at blive morgenstundens altoverskyggende opmærksomhedssluger. C20-indekset lukkede tirsdag 0,4 pct. højere til 457,79. De europæiske indeksfutures indikerer en svagt negativ åbning.

 

Novo Nordisk hævede sin driftsindtjeningsvækstprognose (EBIT) for 2007 til 15 pct. og fastholdt forventningen om en omsætningsvækstprognose på mindst 10 pct. i 2007. Prognoserne tager udgangspunkt i lokal valuta dvs. eksklusiv valutaeffekten. Opjusteringen kom i regnskabet for 2006, som viste en omsætning på linje med forventningerne, mens driftsindtjeningen lå under Jyske Banks prognose. Novo Nordisk lukkede tirsdag 0,8 pct. lavere i kurs 471.

 

- Vi er meget tilfredse. Salget af vores nøgleprodukter har været tilfredsstillende på alle større markeder, og produktivitetsfremgangen fortsætter. Vi vil investere mere både i forskning og udvikling og i salg og marketing, pointerede direktør Lars Rebien Sørensen.

 

Novozymes, som har oplevet modvind på fondsbørsen siden torsdagens regnskabsaflæggelse, fik støtte af det schweiziske finanshus UBS. UBS hævede sit kursmål på Novozymes til 552 fra 535. Novozymes lukkede onsdag 0,3 pct. højere i kurs 494.

 

Sydbank, som blev C20-medlem i december, aflagde helårsregnskab tirsdag. Regnskabstallene gav ikke anledning til de store kursudsving, idet Sydbank-aktien endte 0,3 pct. højere i kurs 293. Onsdag vil investorerne få tal fra Danske Bank, som tirsdag lukkede 0,8 pct. højere i kurs 263.

 

A.P. Møller - Mærsk lukkede tirsdag 1,8 pct. højere i kurs 57.500 efter en god slutspurt.

 

Blandt sidepapirerne kan Parken Sport & Entertainment tiltrække lidt opmærksomhed efter onsdagens solide kursfremgang på 5,6 pct. til kurs 1584. Investorerne i Auriga Industries oplevede onsdag fortsat modvind. Auriga Industries tabte tirsdag 3,6 pct. til kurs 148,5. Mandag dykkede Auriga Industries 12 pct. grundet en nedjustering af helårsforventningerne.

 

EDB Gruppen var også aktuel med helårsregnskab. EDB Gruppen opnåede i regnskabet for 2006 et resultat før skat på 59,3 mio. kr. mod 56,5 mio. kr. i 2005. Den 8. januar hævede EDB Gruppen sin overskudsprognose til 60 mio. kr. før skat. Selskabet forventer i 2007 at realisere et resultat før skat på 70 mio. kr. EDB Gruppen lukkede tirsdag 0,8 pct. lavere i kurs 257.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )