Aktier/tendens: Jyske Bank aflagde regnskab

 

De europæiske futureindeks ligger med små minusser og indikerer en negativ åbning. C20-indekset lukkede mandag 0,2 pct. højere, hvilket gav en C20-rekord i 513,29.

 

Jyske Bank aflagde regnskab for første halvår, hvilket indeholdt en opjustering af helårsprognosen. Jyske Bank venter nu en basisindtjening på 2,1-2,3 mia. kr. i 2007. Jyske Banks basisindtjening for første halvår steg til 1,27 mia. kr., hvilket var mere end ventet. Jyske Bank lukkede mandag 1,4 pct. højere i kurs 428.

 

Novo Nordisk vil også tage lidt af opmærksomheden grundet sin 30 procentandel i biotekselskabet Zymogenetic. Finanshuset Merrill Lynch har sænket sin anbefaling på Zymogenetic til neutral fra køb. Novo Nordisk lukkede mandag 0,2 pct. højere i kurs 596.

 

FLSmidth-investorerne vil være på mærkerne, når den finske FFE Minerals-konkurrent Outokumpu aflægger halvårsregnskab over middag. FLSmidth datterselskab FFE Minerals oplever massive vækstrater grundet opsvinget i mineindustrien, og FLSmidths målsætning er at gøre FFE Minerals til en ligeværdig partner til FLSmidths "gamle" ingeniøraktiviteter, opførelse af cementfabrikker. FLSmidth lukkede 0,4 pct. højere i kurs 484.

 

A.P. Møller - Mærsk, som mandag lukkede 0,7 pct. højere i kurs 74.800, fik nyt fra terminalbranchen. Kinesiske Cosco, der er konkurrent til A.P. Møller - Mærsk, overvejer at investere 1 mia. dollar (over 5 mia. kr. ) i et havneprojekt i den østkinesiske provins Jiangsu. Det skriver Shanghai Securities News på baggrund af anonyme kilder ifølge Bloomberg News.

 

D/S Torm oplevede mandag største stigning i C20-regi, og rederiet lukkede 2,4 pct. højere i kurs 228,8.

 

Blandt sidepapirerne rettes øjnene mod Dantherm, som mandag steg markante 8,1 pct. til kurs 188. En handler oplyser til RB-Børsen, at der er to forklaringer på kursstigningen. For det første har der været en positiv artikel om Dantherm i Penge & Privatøkonomi, og for det andet har svenske Ericsson modtaget en stor ordre til udbygning af GSM i Indien. Da Dantherm tidligere har været underleverandør til Ericsson var der spekulationer i, at der også kan være en betydelig ordre på vej til Dantherm.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )