Aktier/tendens: God aktiestemning vil forplante sig til Danmark

Den første nervøsitet over Donald Trump som USA's præsident ser ud til at have forladt finansmarkederne, og den genfundne optimisme ser ud til at kunne give plusser herhjemme i torsdagens aktiehandel.

Arkivfoto: New York Stock Exchange (NYSE). Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID

Onsdag sluttede det ledende C20 Cap-indeks 0,7 pct. lavere til 952,49, hvilket især skyldtes fald til flere af de danske selskaber, som er særligt eksponeret over for USA og konsekvenserne af det senest præsidentvalg.

Men da de amerikanske aktiemarkeder lukkede onsdag, var det med pæne indeksstigninger, og torsdag har de asiatiske aktiemarkeder fulgt trop ved også at stige over en bred kam, noterer investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

- Den gode aktiestemning i USA har forplantet sig til Asien og vil også komme europæerne og danskerne til gode, når markederne åbner her til morgen. Kombinationen af en stigende og stabil dollar og markante stigninger bør give en meget positiv markedsåbning om et par timer.

- På lidt længere sigt sidder man tilbage med en idé om, at det ikke var den "rigtige" og hele effekten af en Trump valgsejr, vi så onsdag. Måske skyldes det, at vi endnu ikke for alvor kender hans politik men mere hans retorik, vurderer Per Hansen i en skriftlig kommentar.

AKTIER I FOKUS GRUNDET VALG

Blandt de danske selskaber kan der igen komme fokus på Vestas, som var blandt de virksomheder, der onsdag blev ramt af udfaldet af det amerikanske præsidentvalg. Aktien hos vindmøllefabrikanten endte 8,5 pct. lavere til 431 kr.

Modsat blev onsdag en god dag for Novo Nordisk, som steg 4,1 pct. til 234,50 kr., da insulinproducenten undgik Hillary Clinton som amerikansk præsident. I løbet af valgkampen havde hun nemlig raslet med sablen over for medicinalsektoren og dens priser på medicin, som hun ville tage fat på, hvis hun endte i Det Hvide Hus.

Også FLSmidth kan være i fortsat fokus, efter at ingeniørselskabet onsdag sluttede 11,4 pct. højere i 268,50 kr. Det skete som en reaktion på, at FLSmidth havde overrasket positivt med resultatet for tredje kvartal, og at der derudover havde været en forudgående stor shortaktivitet, hvor investorer spekulerer i kursfald.

Fra eliteindekset vil der også være fokus på William Demant Holding, som onsdag steg med 1,4 pct. til 124 kr. Torsdag morgen er høreapparatproducenten kommet med periodemeddelelse for tredje kvartal. Her fastholder selskabet forventningerne til driftsresultat (EBIT) på 2,0-2,3 mia. kr. i 2016, men det tilføjes dog, at det er mest sandsynligt, at resultatet lander i den nedre halvdel af EBIT-intervallet.

ALK OPJUSTERER EFTER KVALER HOS KONKURRENT

Også ALK-Abelló er kommet med resultatnyt for tredje kvartal, hvor allergivirksomheden i samme forbindelse har opjusteret sine forventninger til 2016. Det skyldes især de store problemer, som konkurrenten Stallergenes tidligere har været udsat for i Frankrig.

Derimod har Simcorp med sit regnskab for tredje kvartal fastholdt forventningerne til 2016, og derfor venter softwareselskabet fortsat en omsætningsvækst på 5-10 pct. målt i lokal valuta og en overskudsgrad (EBIT-margin) på 22-24 pct. i lokal valuta.

Torsdag kommer der også regnskaber fra Højgaard Holding, Monberg & Thorsen samt Schouw & Co. Onsdag sluttede de tre aktier henholdsvis 3,5 pct. lavere i 275 kr., 3,4 pct. højere i 290 kr. og 0,9 pct. højere i 414 kr.