Aktier/tendens: Fremgangen ventes at forsætte

Læs mere
Fold sammen
De europæiske fondsbørser ser ud til at forsætte fredagens fremgang og åbne i positivt terræn. C20-indekset steg markante 5 pct. til kurs 260,1 i fredagens handel, hvor det dog skal tilføjes, at handlen stadig bar præg af juleferien og havde lav omsætning. De asiatiske aktier ligger med pæne stigninger, og stemningen bunder i spekulationerne om, at de globale regeringstiltag vil mindske effekterne fra den globale recession.

- Det er forsat en positiv stemning , der ventes at præge C20-indekset, og vi forventer en åbning på 0,5-1 pct. højere. Regeringstiltag, som bl.a. Barack Obamas skattelettelser, presser de dystre makroøkonomiske tal i baggrunden, og det løfter stemningen. Vestas er i fokus fra morgenstunden af, siger Ole Kjær Jensen afdelingschef for skandinaviske aktier i Sydbank til RB-Børsen.

Vestas: Den danske vindmøllekoncern Vestas venter næsten en fordobling af antallet af medarbejdere i Kina i 2009. Tre spritnye fabrikker vil forøge medarbejderstyrken markant. Samtidig skal Vestas-chefen i Kina i fremtiden referere direkte til topchef Ditlev Engel, skriver Berlingske Business. Vestas-aktien lukkede fredag 8,1 pct. højere i kurs 328.

Finans: Det er en positiv stemning, der præger de asiatiske bankaktier i mandagens handel, hvor de japanske bankaktier handles for første gang siden den 24. december. Mizuho Financial Group ligger 13 pct. højere, mens Sumitomo Mitsui Financial Group stiger 11 pct. Den 30. december skrev avisen Sankei, at den japanske regering og centralbank overvejer at opkøbe dårlig gæld fra banksektoren. Danske Bank steg fredag 4,3 pct. til kurs 54,3, mens Nordea steg 8,2 pct. til kurs 40,7.

A. P. Møller - Mærsk: Maersk Line konkurrenten Evergreen Marine fra Taiwan, venter nu et fald i salget i år, da den globale recession smitter af på fragtraterne. Det skriver nyhedsportalen Gulf News. Hele verden ser dårlig ud, og hård konkurrence påvirker vores fragtindtægter, siger Nieh Kuo-wei, som er talsmand for moderselskabet Evergreen Group. APM-aktien lukkede 4,6 pct. højere i kurs 29.400.

FLSmidth: Det er fortsat en god stemning hos de globale mineselskaber, hvor kobber og zink natten til mandag er steget det maksimalt tilladte på råvarebørsen i Shanghai. Minegiganten Rio Tinto lukkede 8,6 pct. højere i den autralske handel, mens den australske aluminiumsproducent Alumina lukkede 11 pct. højere. FLS-aktien steg fredag 4,7 pct. til kurs 189,5.

D/S Norden: Det danske tørlastrederi er i fokus, efter at de amerikanske konkurrenter så solide stigninger i fredagens handel. Yderligere venter rederiet dog et meget udfordrende år 2009 og frygter, at mange i branchen vil bukke under, skriver Dagbladet Børsen. D/S Norden steg fredag 7,4 pct. til kurs 196,5.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )