Aktier/tendens: Fremgang i ventet

 

De europæiske markeder ligger til at stige i onsdagens indledende handel. Det indikerer de tre store europæiske futureindeks. Det ventes at afføde en optimistisk stemning på Københavns Fondsbørs. Den voldsomme olieprisstigning efter præsidentens "State of the Union"-tale kan sætte tonen for dagens handel. C20-indekset lukkede tirsdag 0,2 pct. lavere i 456,82.

 

Selskaberne med relationer til alternative energikilder har fokus rettet mod meldinger fra præsident George W. Bush i nattens "State of the Union"-talen. Bush vil arbejde på at gøre landet mindre afhængig af udenlandsk olie. Novozymes, som er leverandør af enzymer til bioethanol-industrien, lukkede tirsdag 2,1 pct. lavere i kurs 521. Vestas lukkede 3,7 pct. højere i kurs 255.

 

Vestas har nydt massiv kursfremgang de seneste to dage i kølvandet på opkøbstilbuddet på den mindre tyske konkurrent Repower. Vestas investorerne fik ved tirsdagens lukketid nyt fra det amerikanske vindmarked. Den amerikanske brancheorganisation for vindenergi, American Wind Energy Association (AWEA) venter, at der i år vil blive opstillet rekordhøje 3000 MW vindenergikapacitet i USA.

 

Kina udvidede i 2006 sin kapacitet inden for vindenergi med 1040 megawatt (MW) og blev dermed verdens femtestørste marked for vindmøller. Det skrev det amerikanske konsulentfirma Emerging Energy Research (EER). Prognosen for 2010 lyder på 8 gigawatt (GW).

 

Container- og oliegiganten A.P. Møller - Mærsk kan komme i fokus grundet nattens solide stigning i oliepriserne. Prisen på den amerikanske referenceolie, WTI, er steget knap 5 pct. til 54,7 dollar pr. tønde. A.P. Møller - Mærsk lukkede 0,4 pct. lavere i kurs 56.400.

 

Vagt- og sikkerhedskoncernen Group 4 Securicor (G4S) lukkede 1,4 pct. lavere i kurs 21,3. Onsdag morgen blev anbefalingen på G4S fra Credit Suisse First Bosten hævet til "outperform" fra "neutral".

 

GN Store Nord, som lukkede 0,3 pct. højere i kurs 85,0, kan blive en ren spilleraktie om nogle få måneder, når selskabets aktiekurs falder fra 84 til 23 kr. Det skriver Jyllands-Posten onsdag morgen. Det skyldes den ventede udbyttebetaling på 61 kr. pr. aktien efter salget af GN ReSound.

 

Blandt sidepapirerne vil Intermail komme i centrum idet selskabet ganske kort inden tirsdagens lukketid aflagde regnskab for første kvartal. Intermail fastholdte forventningerne til helåret. Intermail lukkede tirsdag 0,9 pct. højere i kurs 217.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )