Aktier/tendens: En travl regnskabsdag i vente

 

De danske investorer vil torsdag imødegå en serie regnskabspræsentationer, hvor Danske Bank, Novozymes og SAS lægger halvårstal på bordet. C20-indekset lukkede onsdag markante 1,6 pct. højere i 503,35, efter en dag med ekstraordinært store udsving hos eliteindeksets medlemmer. De europæiske indeksfutures indikerer ganske små udsving i torsdagens indledende handel.

 

Danske Bank lukkede onsdag 1,1 pct. højere i kurs 232. Jyske Bank venter, at Danske Bank aflægger et solidt regnskab ved 11-12-tiden. Regnskabet ventes at bære præg af de fortsat gode konjunkturer i Norden, ligesom det var tilfældet for de andre nordiske banker for kvartalet.

 

Nordea vil dog tage en stor del af opmærksomheden, idet spekulationerne om opkøb og fusioner igen er blusset op. Sampo, som er storaktionær i Nordea, ser store synergieffekter ved en fusion med Svenska Handelsbanken, mens SEB også nævnes som et godt alternativ. Nordea lukkede onsdag 2,9 pct. højere i kurs 88,8. Det kom frem i Dagens Nyheter, som havde interviewet Sampo-direktør Bjørn Wahlroos.

 

Novozymes steg onsdag massive 6,4 pct. til 700. Novozymes aflagde torsdag morgen halvårsregnskab, som var på linje med analytikerprognoserne. I halvårsregnskabet fastholder Novozymes forventningerne til driftsoverskuddet, mens forventningerne til årets overskud efter skat opjusteres grundet mindre skattebetalinger.

 

SAS, som onsdag lukkede 1,6 pct. højere i kurs 126, aflagde halvårsregnskab. SAS skuffede investorerne med indtjenings- og omsætningstallene. SAS venter fortsat pæn passagervækst på de fleste markeder og at der ikke er tegn på konjunkturafmatning. Der er dog fortsat usikkerhed om vækst, konkurrence og brændstofpriser.

 

Carlsberg, som onsdag aflagde halvårsregnskab, lukkede 2,7 pct. højere i kurs 717. I kølvandet af halvårsregnskabet løfter S&P Equity Research sit kursmål på Carlsberg til 625 kr. fra 547 kr.

 

Investorerne vil også holde et vågent øje på kursudviklingen hos Coloplast, Vestas og Danisco. Coloplast lukkede onsdag 5,8 pct. højere i kurs 480, Vestas sluttede 4,0 pct. højere i kurs 4,0 pct. højere i kurs 368, mens Danisco steg 4,0 pct. højere i kurs 417,5.

 

Biotekaktierne havde også solid medvind på fondsbørsen. Genmab lukkede 5,2 pct. højere i kurs 342. Bavarian og Neurosearch steg henholdsvis 5,4 pct. og 6,8 pct. Bavarian aflagde torsdag morgen regnskab for første halvår, hvor selskabet gentog de tidligere opstillede helårsprognoser.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )