Aktierne ventes at åbne positivt

De europæiske indeksfutures peger mod en positiv åbning.

Det danske aktiemarked lukkede fredag marginale 0,2 pct.

lavere i 456,64. Fredag aften viste de toneangivende amerikanske fondsbørser lignende tendenser og lukkede fladt med teknologiaktierne i et svagt plus.

Mandag morgen lukkede det brede japanske Nikkei indeks svagt højere og samme tilbøjelighed kan vise sig i dagens europæiske marked.

Den skandinaviske storbank Nordea tiltrak sig mandag morgen en del af rampelyset. Investeringshuset Lehman Brothers sænkede sin anbefaling på banken til "underweight" fra "equal-weight".

Berlingske Business sætter fokus på Nordeas engagement i Polen.

Nordea har skudt en voldsom offensiv i gang i Polen. Den pannordiske bank vil åbne 150 nye filialer på tre år, svarende til en ny filial per uge. Nordea opretter en slags filialfabrik, der specialiseres i at oprette nye filialer. Nordea forventer det polske marked vil vokse fem til syv procent over de næste 10 år. Nordea lukkede fredag 0,8 pct. lavere i kurs 90,3.

Vindmøllegiganten Vestas endte 3,1 pct. lavere i kurs 250 i fredagens handel. Den danske vindenergi produktion fik mandag morgen negativ omtale i Jyllands-Posten. Blæst burde være en guldgrube for danske elkunder, fordi det får landets 5.279 vindmøller til at snurre. Men virkeligheden er, at vindmøllerne i årevis har drænet el-kunderne for store milliardbeløb, viser nye tal fra Energistyrelsen og Rigsrevisionen. De danske forbrugere betalte således 1,7 mia. kr. i støtte til landets vindmøller.

FLS holdt fredag kapitalmarkedsdag i London med fokus på datterselskabet FFE Minerals. Det kraftigt voksende FFE Minerals nyder godt af, at mineindustrien oplever det største vækstboom i historien, vurderede FLSmidth. Vigtigste vækstdriver er den voldsomme vækst i kinesiske økonomi, hvilket kombineres med tidligere "underinvesteringer" i minebranchen. FFE Minerals venter, at det nuværende forretningsmiljø med høje anlægskapitalinvesteringer (CAPEX) i mineindustrien kan fortsætte i 3-5 år. FLSmidth lukkede fredag 0,9 pct. lavere i kurs 371.

Uden for C20 indekset vil det mandag ikke være muligt at handle aktierne i vandbehandlingsselskabet Bioscan, da handlen i Bioscan er suspenderet grundet selskabets betalingsstandsning.

Bioscan blev sidst handlet i kurs 6,2.

Rella Holding lukkede fredag 0,4 pct. lavere i kurs 129. Den var helt gal med værdiansættelsen af Aller-koncernen, da holdingselskabet Rella gik på børsen i sommer. Det skriver Økonomisk Ugebrev. Selskabets ledelse og revisorerne havde angivet værdierne i holdingselskabet Rellas aktiepost i Aller-koncernen til godt 1,8 mia. kr., og det var forkert mener Fondsrådet.

I stedet viste værdierne sig ifølge nye og korrigerede regnskaber, som børspolitiet har fremtvunget, at være nærmere 500 mio. kr.

RB-Børsen