Aktierne stiger på Bernankes ord

Et lavt renteniveau og en gryende optimisme fra den amerikanske centralbank får aktierne til at stige i USA.

Læs mere
Fold sammen
Efter et par dage, hvor investorerne bed negle over dagens melding fra centralbank, kunne de endelig ånde lettet op. Centralbankdirektør Ben Bernanke valgte at fastholde renteniveauet på 0-0,25 procent, som det blev fastsat i december.

Derudover indikerede centralbanken, at økonomien nok skal komme på fode igen, og begge dele var sød musik i investorernes ører, hvilket peppede de amerikanske aktier lidt op.

I sit politiske statement, som alle investorerne læste med lup, skrev centralbanken, at selvom den økonomiske aktivitet sandsynligvis fortsat vil være svag, så er der tegn på, at krisen flader ud, og at situationen på de finansielle markeder lader til at være i bedring.

Ifølge en iagttager er tonen i udmeldingen mere positiv end tidligere, omend banken opildner til forsigtighed.

"De er mere optimiske, hvilket stemmer overens med de seneste nøgletal," siger Stephen Stanley, cheføkonom fra RBS Securities, til cnnmoney.com.

Dow Jones-indekset lukkede således onsdag i et plus på 1,30 procent til indeks 9.361,61, mens Nasdaq var oppe med 1,47 procent til indeks 1.998,72, og S&P-indekset lukkede i et plus på 1,15 procent til indeks 1.005,81.