Aktierne slingrer på børsen

Stemningen er negativ på de europæiske aktiemarkeder mandag formiddag, og det smitter af på det danske marked, hvor morgenes stigning i eliteindekset på 0,4 pct. er vekslet til tilbagegang på 0,1 pct. til indeks 614,51 for C20 Cap.

Øverst i indekset ligger Lundbeck-aktien med en stigning på 2,5 pct. til 112,20 kr. efter et fald fredag på 3,7 pct. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Dermed sniger indekset sig væk fra lukkerekorden på 618,39 og intraday-rekorden på 619,75.

Dobbelt så stort fald ses for det tyske DAX-indeks i Frankfurt, mens CAC 40-indekset i Paris ligger 0,6 pct. lavere - også efter et tilbagefald i morgentimerne. I London er der helligdag, og markedet er lukket.

- Det tager noget aktivitet ud af markedet, at London er lukket, og der skal ikke så meget til at skabe bevægelse. Vi startede fladt op, men nu er vi noget tilbage uden egentlige nyheder, så vi opfatter bevægelsen som flow-baseret, vurderer chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink.

Øverst i indekset ligger Lundbeck-aktien med en stigning på 2,5 pct. til 112,20 kr. efter et fald fredag på 3,7 pct.

- Der er ikke nogen nyheder, ingen store købere og ingen rygter om Lundbeck. Men "farma" er den sektor, der stiger ude i Europa, og det påvirker også herhjemme, konstaterer Mads Zink.

Stigningen i de europæiske farmaaktier synes også at have effekt for Novo Nordisk, der stiger 0,4 pct. til 970 kr., og som med sin tyngde i det danske indeks er med til at reducere tilbagegangen i C20 Cap i forhold til udviklingen i Europa, bemærker chefaktiehandleren.

For FLSmidth-aktien er det dagen derpå efter fredagens kvartalsregnskab med skuffende resultater og nedjusteringer, men også med en ambitiøs handlingsplan og kursstigning på 9,8 pct.

Mandag følges der op med en stribe positive kommentarer fra bankerne. JPMorgan har løftet sit kursmål for FLSmidth med hele 18 pct. til 365 kr. Og Nordea har efterfølgende løftet sit kursmål, dog kun til 330 kr. fra 315. Danske Bank har hævet sin anbefaling til "køb" fra "hold". Norske DNB har løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold", mens kursmålet er hævet til 360 fra 280.

- Vi venter, at EBITA-marginen kommer tilbage op til 9,7 pct. i 2014 som konsekvens af spareprogrammet på 750 mio. kr. Vi venter, at den nye administrerende direktør omdanner FLSmidth fra vækstmodus til en optimeringsmodus, skriver Danske Bank blandt andet om selskabet.

FLSmidth-kursen slingrede heftigt mellem stigning og fald mandag formiddag. Kursen ligger ved middags tid 0,4 pct. lavere i 319,60.

Uden for eliteindekset stiger Royal Unibrew 1,7 pct. til 596 kr., efter at analytikerne i Handelsbanken Capital Markets har løftet kursmålet for bryggeriet med 110 kr. til 650 kr. Anbefalingen "akkumuler" fastholdes. Det sker forud for regnskabet for andet kvartal, og efter gennemførelsen af købet af det finske bryggeri Hartwall.

- Selskabet forbereder sig nu på sin næste fase med opkøbet af Hartwall, som vi ser som havende relativ lav risiko, og med stærkt potentiale for at genoptage sin rolle som udbyttecase efter 2014, når der er betalt lidt af på gælden, skriver Handelsbanken om Royal Unibrew.

Parken kommer med regnskab mandag efter en periode, hvor FCK fortsat er uden sejr i Superligaen. Søndagens kamp med nytiltrådte Ståle Solbakken i trænersædet blev kun til 1-1 mod oprykkerne fra FC Vestsjælland. Parkens forventninger til 2013 er en omsætning på 1300 mio. kr. og et resultat før skat på 165 mio. kr., som i høj grad skabes af deltagelsen i Champions League. Parken-aktien faldt fredag 1,3 pct. og fortsætter mandag bevægelsen med et fald på 1,9 pct. til 77,50 kr.

NKT's kurspotentiale er ifølge Aktieugebrevet øget med 30 pct. med ledelsesændringerne i sidste uge, hvor topchef Thomas Hofman-Bang stoppede og koncerndirektionen blev sløjfet, så direktørerne for de enkelte forretningsområder fremover rapporterer direkte til bestyrelsen.

NKT stiger 1,7 pct. til 254,30 kr.

Der kommer mandag tillige regnskaber fra UPB og Newcap Holding.