Aktierne åbnede lavere efter US-nedtur

Det danske C20 indeks åbnede torsdag i minus, og fulgte dermed den generelle triste europæiske stemning. C20 indekset lå 0,6 pct. lavere i 445,05.

Den amerikanske Feds medlemmer udtrykte bekymring for det amerikanske boligsalg og inflation. Det kom frem onsdag aften i referatet fra det seneste rentemøde.

Bekymringerne trykkede de toneangivende amerikanske fondsbørser og samme tendens fulgte Europa fra morgenstunden.

A.P. Møller - Mærsk åbnede 0,7 pct. lavere i kurs 53.600.

Maersk Oil er tæt på at sælge en del af sine efterforskningsretttigheder i Det Kaspiske Hav i Turkmenistan.

Det skrev The Economic Times Online. Maersk Oil har sammen med tyske Wintershall 100 pct. af rettighederne til efterforskning i blok 11-12 i Det Kaspiske Hav ud for Turkmenistan. Maersk Oil ejer 80 pct. og Winterhall 20 pct.

Carlsberg åbnede 0,9 pct. lavere i kurs 565. Carlsbergs salg af dåseøl bobler. De sidste to år har Carlsberg oplevet en forøgelse af omsætningen i øldåsesalget på 141 procent, så salget af dåseøl nu udgør tæt på 20 procent af det samlede ølsalg. Samtidig har den sydafrikansk/britiske ølgigant SABMillers joint venture i Kina, China Resources, som SABMiller ejer 49 pct. af, har købt sig til fuldt ejerskab af Blue Sword Group, som ejer 38 pct. af 14 bryggerier i Sichuan provinsen, hvor China Resources ejer den resterende del. Opkøbet sker for at styrke SABMillers position på markederne i det central og vestlige Kina. Carlsberg har andele i 19 bryggerier i Vestkina, og i Østkina er Carlsbergs mål en position som nr. 2.

Alk-Abello kunne onsdag notere sig en kursgevinst på næsten 10 pct., efter at det kom frem at Alk-Abello har indgået en samarbejdsaftale med medicinalgiganten Shering-Plough vedrørende græsallergivaccinen Grazax. Torsdag morgen kunne Alk-Abello ikke helt følge trop og åbnede 0,5 pct. højere til kurs 1595.

Ejendomsselskabet Keops tiltrak sig lidt opmærksomhed, efter at Dagbladet Børsen satte fokus på Eric Rylbjerg-Keops sagen.

Ifølge professor, doktor jur. Erik Werlauff fra Aalborg Universitet kan Keops ende med et erstatningskrav fra forsmåede investorer, der investerede i tiltro til Eric Rylbergs gode navn og rygte. Det viste sig nemlig senere at Eric Rylbjergs rolle i Keops var en anden end først antaget. Keops åbnede 2,7 pct. lavere i kurs 21,6.

Isoleringskoncernen Rockwool er kommet i stiv modvind i Kroatien, hvor borgere og miljøgrupper protesterer mod den fabrik, som den danske koncern er ved at opføre på halvøen Istrien. Fabrikken skader både miljøet og turismen i området, mener de protesterende, der vil have lokalregeringen til at stoppe projektet. Det skrev Dagbladet Børsen. Rockwool åbnede 0,6 pct. lavere i kurs 897.

Roblon, der senere kommer med helårsregnskab, åbnede 3,0 pct.

lavere i kurs 980.

RB-Børsen