Aktier:DSV og Vestas til tops i positiv ugestart

Aktiebørserne i Europa har fået en positiv start på ugen, hvilket også gælder børsen i København, hvor DSV og Vestas har lagt sig i toppen af C25-indekset, som efter fem minutters handel ligger 0,5 pct. højere i 1115,16.

Foto: BRENDAN MCDERMID. Aktiebørserne i Europa har fået en positiv start på ugen, hvilket også gælder børsen i København, hvor DSV og Vestas har lagt sig i toppen af C25-indekset, som efter fem minutters handel ligger 0,5 pct. højere i 1115,16.
Læs mere
Fold sammen

En mere forsonlig tone fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som i et tweet søndag kaldte den kinesiske præsident, Xi Jinping, for »sin ven«, er med til at dæmpe frygten en yderligere eskalering af handelskrigen mod Kina.

Det havde på forhånd givet plusser på de asiatiske børser og i de amerikanske aktiefutures, og har således også løftet børserne i Europa fra mandagens start. I London og Frankfurt stiger de ledende indeks henholdsvis 0,3 og 0,5 pct.

Transportkoncernen DSV og topper i det danske eliteindeks med en stigning på 1,4 pct. til 480 kr., efterfulgt af Vestas med et plus på 1,1 pct. til 440,50kr.

»Datamæssigt byder dagen ikke på de større nyheder, og fokus vil være rettet mod handelskonflikten mellem USA og Kina samt de italienske regeringsforhandlinger,« skriver Bankinvest i et morgenbrev.

REGNSKABSSÆSON SKYDES I GANG

I løbet af ugen bliver der taget hul på den amerikanske regnskabssæson med regnskaber fra selskaber som Blackrock, Citi og JPMorgan torsdag og fredag.

»Det bliver en interessant regnskabssæson med en ventet indtjeningsvækst på hele 18,4 pct. i kvartalet, der møder højvolatile markeder. Lever virksomhederne op til forventningerne kan det give betydelig medvind til aktiemarkederne, såfremt USA og Kina kan holde sig fra at eskalere handelskonflikten yderligere,« skriver Bankinvest.

Herhjemme indleder Tryg den danske regnskabssæson med et regnskab for første kvartal på onsdag.

Mandag er det i øvrigt kommet frem, at Handelsbanken i en analyse dateret torsdag sænkede kursmålet for Trygs aktie til 165 kr. fra tidligere 178 kr. Anbefalingen er fortsat »akkumuler«, fremgår det af Bloomberg News.

Også DNB har justeret kursmålet ned for Tryg-aktien til 155 kr. fra 165 kr. og fastholder anbefalingen »hold«.

Trygs aktie ligger imidlertid 0,3 pct. højere i 140,20 kr.

TRAFIKTAL FRA SAS

Markedsdeltagerne kan kl. 11 se frem til de månedlige trafiktal fra SAS, som har startet dagen og ugen med et kursfald på 0,4 pct. til 14,22 kr.

A.P. Møller-Mærsk kan komme i fokus forud for generalforsamlingen tirsdag. Berlingske Business skriver mandag, at koncernen nu formaliserer indtoget på nye forretningsområder. I ændringsforslag til generalforsamlingen står, at Mærsk skal fokusere på shipping, samt ydermere skal engagere sig i andre transportforretninger, kommercielle og industrielle aktiviteter i Danmark og i udlandet, herunder tilbyde services, finans- og forsikringsservices.

Mærsk B ligger 0,2 pct. højere i 9374 kr.

Mandag er i øvrigt dagen, hvor købstilbuddet på Glunz fra tyske Heliograph, der har budt 64 kr. per aktie, udløber. Det sker kl. 16.00. Aktien er endnu ikke handlet mandag men lukkede fredag i 70 kr.