Aktier: Xi-tale sender markederne til vejrs

Risikolysten vender tirsdag tilbage til aktiemarkederne i Asien, der stiger over en bred kam, efter at Kinas præsident, Xi Jinping, anlagde en forsonende tone i en tale. Aktierne buldrede op og "sikker havn-aktiver" falder.

»Xi's tale sender et positivt signal til markedet, da han støtter globalisering og en åbning af det kinesiske marked«, siger strateg hos First Shanghai Securities Linus Yip, til Bloomberg News og tilføjer:

»Investorerne er meget nervøse for handelskonflikten, men præsidentens tale beroliger dem en del.«

Han understreger dog, at handelskonflikten fortsat vil være et tema.

Samtidig med den ulmende handelsstrid mellem Kina og USA fremsatte Kinas præsident, Xi Jinping, i en tale tirsdag løfter om at åbne det kinesiske marked mere for udenlandske firmaer. Han vil desuden lempe reglerne for udenlandsk ejerskab i den kinesiske bilindustri.

Det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks ligger til en fremgang på 0,7 pct. med få timers handel igen på et par af regionens børser.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod en stigning på 0,7 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et plus på 0,5 pct. Det australske ASX-200-indeks stiger med 0,7 pct. I Taiwan er Taiex-indekset i plus med 0,6 pct., og det førende indeks i Sydkorea, Kospi, stiger 0,1 pct.

Shanghai Composite og CSI 300 oplever en fremgang på henholdsvis 0,5 og 0,7 pct.

Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 1,1 pct.

/ritzau/FINANS