Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Vi ser nogle pæne bevægelser i dag i nogle af de mere defensive aktier, som har været lidt presset i den senere tid. Men nu ser vi altså et "rebound",« konstaterer senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk og uddyber:
»Stemningen er generelt stadigvæk positiv. Når markedet tager en puster, så bevarer vi egentlig bare niveauerne på indeksniveau. Så det virker stærkt, og vi går ind i en periode, som flere forbinder med en traditionelt god periode for markedet. Min fornemmelse er, at folk gerne vil være inde i markedet i de kommende måneder.«
C20 Cap-indekset endte med en stigning på 1,6 pct. til 981,94, hvilket bragte ugens samlede gevinst op på 2,6 pct.
Høreapparatselskaberne William Demant og GN Store Nord var atter i fokus fredag, men denne gang for det positive.
Mens nye regler fra de amerikanske sundhedsmyndigheder torsdag satte aktierne under pres, så kunne William Demant fredag glæde sig over, at selskabets høreapparatbrand Oticon havde stor vækst hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA) i november. Fremgangen er sikret af introduktionen af selskabets nye topprodukt, Oticon Opn, i salgskanalen.
Oticons markedsandel blev i november løftet til 11 pct. fra under 8 pct. i oktober.
Aktien i WDH lukkede 6,8 pct. højere i 121 kr. Konkurrenten GN Store Nord steg 3,1 pct. til 138,30 kr.
NOVOZYMES LØFTET AF JPMORGAN
Også defensive aktier som Coloplast og Novozymes blandede sig i toppen af C20 med stigninger på 5 pct. og 4,8 pct. til 463 kr. og 233,40 kr. Analytikerne hos JPMorgan hævede anbefalingen af Novozymes til "overvægt" fra "neutral" med et uændret kursmål på 240 kr. Forklaringen på Coloplasts optur var ifølge Martin Munk muligvis den, at den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley har hævet sin anbefaling af branchen til "attraktiv". Coloplast får dog anbefalingen "ligevægt" med et kursmål på 520 kr.
Også Lundbeck og Novo Nordisk lå godt til fredag og bekræftede billedet af en stærk interesse for defensive aktier, hvis indtjening udmærker sig ved at være mindre afhængig af konjunkturerne.
Lundbeck steg 3,5 pct. til 270,30 kr., og Novo Nordisk gik frem med 4,1 pct. til 253,90 kr.
TRYG SÆNKET
I Danske Bank har analytikerne set nærmere på Tryg, som fik skåret kursmålet til 131 kr. fra 147 kr.
»Tryg er veldrevet, men står til at møde modvind de kommende år. Med afløbsgevinster, der falder fra 7 pct. til 3-4 pct., står det alt andet lige til at miste en fjerdedel af sit tekniske resultat,« skriver Danske Markets i et notat.
Tryg-aktien faldt med 1 pct. til 127,20 kr.
OPJUSTERING FRA TIVOLI
Blandt de mindre selskaber kunne Tivolis aktionærer glæde sig over en opjustering af forventningerne med 10 mio. kr. før skat, hvilket sendte aktien 2,7 pct. højere til 452 kr.
En stor handel med egne aktier satte desuden skub i Brødrene A&O Johansen. Aktien lukkede 7,1 pct. højere i 3000 kr., efter at have annonceret en betinget aftale om at købe egne aktier, der i øjeblikket er ejet af J-F. Lemvigh-Müller Holding. Og det sker til en relativt lav pris på 2600 kr. pr. aktie. Aktieposten svarer til 13,89 pct. af præferenceaktiekapitalen og 12,52 pct. af den samlede aktiekapital i selskabet.
NASDAQ INTRODUCERER NYT ELITEINDEKS
Selskabet bag fondsbørsen i København, Nasdaq Copenhagen, annoncerede et nyt aktieindeks, Copenhagen 25-indekset, som er et capped indeks over de 25 aktier med den højeste seksmåneders omsætning og største free float-justerede markedsværdi i det danske aktiemarked.
Det nye C25-indeks kommer til at erstatte C20 Cap som ledende indeks, men først i december 2017.