Aktier: William Demant kom igen efter regnskabshug

Høreapparatproducenten William Demant tog revanche mandag efter fredagens hug på aktiekursen. Mandag sluttede aktien som den mest stigende i C20 Cap-indekset med et plus på 5,5 pct. til 556 kr.

William Demant-aktien lå i top hele mandag efter et fald på 0,8 pct. fredag, da selskabet kom med halvårsregnskab. Gennem dagen voksede forspringet på hævede anbefalinger fra finanshuset Carnegie og Sydbank. Carnegie har gennemgået regnskabet og hævet anbefalingen til "køb" fra tidligere "hold", og Sydbank opjusterer anbefalingen på William Demant-aktien til "køb" fra "sælg".

Mens William Demant stak af, ændrede eliteindekset kurs. Efter at have ligget til en - omend lille - stigning det meste af dagen, var det amerikanske nøgletal, der ændrede det billede, som gik igen globalt. Det er erhvervstilliden i New York-regionen, der skuffede enormt ved at falde til -14,92 i august fra 3,86 måneden før mod forventet 4,50. Det er det laveste niveau siden april 2009. Og det er ikke noget, investorerne tager godt imod.

C20 Cap endte mandag med et plus på 0,2 pct. til 1031,24.

Ellers var mandag en rolig dag i en ellers hektisk regnskabsuge med regnskab fra Royal Unibrew, mens der tirsdag kommer friske tal fra blandt andet Jyske Bank og onsdag fra Carlsberg, Lundbeck og Vestas. Jyske Bank steg mandag op til regnskabet med 0,3 pct. til 366 kr.


Royal Unibrew gør regnskabsstatus efter børsens lukketid, og et af de store spørgsmål er, om det kølige sommervejr påvirker forventningerne til hele 2015.


Seneste prognose fra selskabet er en omsætning på 5900-6100 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) på 1100-1200 mio. kr., mens driftsresultatet (EBIT) ventes at blive 790-890 mio. kr. Inden regnskabet endte aktien 0,8 pct. højere i 220,80 kr.


Sværvægteren Novo Nordisk steg med 1,0 pct. til 391,90 kr., blandt andet efter positive mediehistorier i Berlingske i weekenden om Novos satsninger på fremtidige vækstdrivere. Derudover har Økonomisk Ugebrev Formue givet aktien en "solid købsanbefaling" med et kursmål på 450 kr.


Derimod var der dagen igennem pres på aktierne i A.P. Møller-Mærsk, efter at svenske SEB har sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb". Kursmålet er samtidig skåret til 13.500 kr. fra 15.000 kr. Mærsk B sluttede med at falde med 0,2 pct. til 12.600 kr.


Helt i bunden af C20 endte Genmab med et fald på 1,5 pct. til 629,50 kr. Selskabets administrerende direktør, Jan van de Winkel, solgte den 14. august 150.000 aktier for 93 mio. kr. Det er Jan van de Winkels hensigt, at størstedelen af indtægterne fra dette salg af aktier skal geninvesteres i Genmab-aktier via udnyttelse af warrants, hvoraf nogle er tæt på at udløbe, samt anvendes til at betale skat i forbindelse med geninvesteringen i Genmab-aktier.

Blandt sidepapirerne havde investorerne et godt tag i Torm og Veloxis, der længe kæmpede om mandagens bedste placering. Før lukketid blev tronen dog overtaget af Viborg Håndbold Klub, der steg med 14,6 pct. til 11,80 kr. uden specifikt nyt.


Veloxis steg med 6,9 pct. til 1,09 kr., efter en meddelelse fra selskabet søndag om, at det har fået tildelt orphan drug-status i USA til sit lægemiddel Envarsus XR til forebyggelse af organafstødning i patienter, der konverterer fra Tacrolimus med umiddelbar frigivelse.

Torm endte dog med blot at stige med 1,5 pct. til 7,4 øre, efter at både Danske Bank og Fearnleys oplyste, at de havde indledt dækning af aktien. Danske Bank giver nu Torm-aktien en købsanbefaling og et kursmål på 8,4 øre med på vejen - Fearnleys har ligeledes anbefalingen "køb" og et lidt højere kursmål på 10 øre.

Danske Bank begrunder anbefalingen med, at føniksfuglen Torm ligner sig selv før krisen, blot med bedre balance og en mere attraktiv gearing.

- Det strukturelle skift i markedet for produkttank fortsætter, og det kan styrke både indtjening og skibenes værdi, skriver banken.

Uden for eliteindekset steg Bang & Olufsen med 4,9 pct. til 46,90 kr. til trods for, at Danske Markets har skruet ned for sit kursmål med 10 kr. til 70 kr., mens den positive anbefaling "køb" fastholdes.

Ændringen kommer, efter at selskabet fredag afleverede et regnskab, der bød på fortsat røde tal og store omkostninger. Men restruktureringen er fortsat på sporet, lyder vurderingen fra Danske Markets. B&O faldt med næsten 15 pct. på regnskabsdagen.