Aktier: William Demant kan tage fokus i grøn åbning

Der er udsigt til stigninger fredag morgen, når aktiemarkedet herhjemme åbner.

Fra åbningen kan William Demant igen tage fokus, efter at selskabet har fået hævet kursmålet af en stribe finanshuse ovenpå torsdagens positive regnskab.

I USA lukkede S&P 500 torsdagens handel med et plus på 0,2 pct., mens også Dow Jones lukkede med en gevinst på 0,7 pct. Til gengæld faldt Nasdaq med 0,1 pct. Futures for de tre ledende indeks stiger fredag morgen med mellem 0,4 og 0,6 pct.

I Asien viser markederne også positive takter, og der er grønne tal i stort set samtlige ledende indeks.

Torsdag lukkede det danske eliteindeks, C25, med en stigning på 1,1 pct. til 1143,8.

WILLIAM DEMANT FÅR HÆVET KURSMÅL på STRIBE

William Demant Holding havde en god dag på børsen torsdag, efter at selskabet om morgenen havde offentliggjort et regnskab, der viste vækst i omsætningen i samtlige divisioner, der også slog analytikernes forventninger.

Det har fået en lang række af finanshuse til at hæve kursmålet for aktien. Jefferies løfter eksempelvis kursmålet til 165 kr. fra 146 kr., og Credit Suisse har hævet kursmålet til 205 kr. fra 185. kr. ifølge Bloomberg News.

Svenske Handelsbanken er også mere positivt stemt over for William Demant og hæver anbefalingen til »akkumuler« fra »reducer«. Kursmålet hæves samtidig til 240 kr. fra 175 kr., mens schweiziske Mirabaud har hævet kursmålet til 235 kr. fra 210 kr.

Endelig hæver tyske Berenberg sit kursmål til 205 kr. fra 190 kr.

William Demant steg 6,9 pct. til 210,60 kr. torsdag, hvilket var rekord.

ISS BLIVER SÆNKET

Anderledes ser det ud for ISS, der efter torsdagens regnskab får sænket kursmålet af den tyske storbank Deutsche Bank.

Kursmålet sættes til 230 kr. mod tidligere 280 kr.

Torsdag steg aktien med 5,6 pct. til 235,40 kr, da investorerne belønnede en voksende toplinje i fjerde kvartal af 2017.

Novo Nordisk kunne torsdag offentliggøre stærke resultater fra studiet med den orale udgave af GLP-1-analogen Semaglutid, som markedsføres under navnet Ozempic.

Det har fået det britiske finanshus Redburn til at hæve sin anbefaling af medicinalaktien til »køb« fra »neutral«. Redburn har dog ikke noget specifikt kursmål for Novo.

Torsdag sendte investorerne aktien op med 2,1 pct. til 320,55 kr.