Aktier: Weekend og amerikansk jobrapport giver stilstand

Der er en generel stilstand på de fjernøstlige aktiebørser fredag morgen. Investorerne holder sig i skindet, mens den amerikanske arbejdsmarkedsrapport imødeses.

Læs mere
Fold sammen

Rapporten, der først offentliggøres efter weekendens indtræden for de asiatiske investorers vedkommende, vil give en indikation af styrken af opsvinget i den amerikanske økonomi.

- Eventuelle stigninger i japanske aktier vil være begrænset forud for den amerikanske arbejdsmarkedsrapport og weekenden. Der er mørke pletter på USA's økonomi, og fokus er på, om det blot er en forbigående trend, eller om det er en mere mellem- og langsigtet deceleration forårsaget af den forværrede økonomiske situationen i Kina og i de nye vækstlande. Men lige for tiden er der en stærk formodning om, at det er forbigående, siger markedsanalytiker Masayuki Doshida fra Rakuten Economic Research Institute i Tokyo til Bloomberg News.

I Tokyo er udsvingene på Tokyo-børsen minimale. Nikkei-indekset ligger med et plus på 0,1 pct., hvilket også gælder det bredere Topix-indeks.

I Hongkong er investorerne tilbage efter torsdagens helligdagslukning. Her er man i fuld gang med at indprise de globale stigninger, der onsdag aften og torsdag morgen prægede de globale aktiebørser, hvilket sender Hang Seng-indekset markant op. Indekset skiller sig ud fra resten af de asiatiske aktieindeks med et plus på 2,7 pct.

De øvrige kinesiske investorer er parkeret på sidelinjen, da børserne på det kinesiske fastland er lukket for den ugelange fejring af den kinesiske nationaldag. Fejringen holder de finansielle markeder på fastlandet lukkede frem til torsdag næste uge.

De øvrige fjernøstlige markeder ligger blandet med fald i Sydkoreas Kospi-indeks på 0,3 pct., og i Singapores Straits Times på 0,6 pct., mens Sydneys ASX-indeks står til at lukke med et minus på 1,0 pct.

Modsat stier Taiex-indekset i Taiwan 0,1 pct.

Ved 6.45-tiden fredag morgen ligger de amerikanske futures med marginale fald under 0,1 pct.

#

Indeks Udvikling (%)

--------------------------------------

Nikkei 225 0,1

Topix 0,1

Hongkongs Hang Seng 2,7

China Shanghai Composite Lukket

China CSI 300 Lukket

Taiwan Taiex 0,1

Sydkoreas Kospi -0,3

Indiens BSE Sensex 0,3

Singapores STI -0,6

Sydney ASX 200 -1,0

--------------------------------------

#

Indeksværdi kl. 06.45

/ritzau/FINANS

 

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk