Aktier: WDH og ISS fortsat i fokus efter regnskaber

Aktierne i William Demant og ISS er fortsat i fokus efter torsdagens regnskabstal. Førstnævnte ligger i top og har godt momentum, mens ISS ligger i bunden og måske falder for meget.

Det vurderer chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink over for Ritzau Finans.

Generelt ligger markedet pænt, og underliggende er stemningen god, vurderer han.

Det danske eliteaktieindeks, C25, ligger 0,1 pct. lavere lige under indeks 1143.

Mads Zink vurderer, at det har været en stærk regnskabssæson i USA, og at den danske regnskabssæson har været fornuftigt.

»Underliggende er der stadig positivt momentum i aktierne, men jeg kan ikke afvise skvulp på vejen,« siger han.

WDH FORTSAT I REKORDTERRITORIUM

William Demant Holding forsætter den gode stime fredag, efter at selskabet torsdag offentliggjorde et regnskab, der viste vækst i omsætningen i samtlige divisioner, der også slog analytikernes forventninger.

Det har fået en lang række af finanshuse til at hæve kursmålet for aktien, og det sender aktien op med 1,6 pct. til 213,80 kr.

»WDH leverede flot. En organisk vækst på 12 pct. har vi ikke set i syv år,« konstaterer chefaktiehandleren, der erkender, at det ikke er en billig aktie.

»Men trods det, virker det som om, at det gode momentum fortsætter, og jeg vurderer, at det er for tidligt til at tage profit.«

ISS I BUND

Ejendomsservicekoncernen ISS ligger i bunden af C25 med et fald på 3,3 pct. til 227,70 kr. Torsdag steg aktien dog 5,6 pct.

»Den bør ikke komme længere ned herfra,« vurderer Mads Zink, der fremhæver, at Danske Bank fortsat anbefaler »køb« og ser aktien som en god investeringscase.

Han vurderer endvidere, at resultatet var på niveau med det ventede, og at forventningerne til 2018 var relativt pæne.

Fredag har ISS meddelt, at det har frasolgt sin anlægsgartnervirksomhed i Storbritannien og overfører de 1900 medarbejdere til køberen.

NOVO FÅR FOR LIDT

Aktierne i Novo Nordisk stiger 0,5 pct. til 322,10 kr.

Mads Zink mener, at aktien burde få lidt mere opmærksomhed efter de første meget positive forsøgsresultater torsdag for oral Semaglutid.

»Forsøgsresultaterne var stærke, og vi kommer formodentlig til at se samme tendens i de efterfølgende forsøg,« vurderer Mads Zink, der ser en mulighed for, at de kan blive "en lang sejrsrunde for Novo Nordisk.

Det undrer ham, at Novo Nordisk ligger 9 pct. lavere end for fire uger siden, mens det europæiske farma-indeks »kun« er faldet 5 pct.

Siden da har selskabet blandt andet meddelt, GLP-1-analogen Ozempic er blevet optaget på den amerikanske indkøbsforening Express Scripts nationale tilskudsliste, der gælder for en lang række sygekasser i 2018. Og der er kommet de nævnte positive data fra første forsøg med oral Semaglutid.

NILFISK FALDER MÅSKE FOR MEGET

Uden for C25 falder Nilfisk falder pænt tilbage efter torsdagens udmelding fra amerikanske Tennant, der afviser fusion med Nilfisk.

»Derfor skal fusionspræmien pilles ud af modellerne, men det er lidt overraskende, at den falder så meget. Det havde jeg ikke set,« siger han.

ROBLON SÆLGER UD

Roblon stiger 0,9 pct. til 330 kr.

Roblon har solgt den største del af forretningsdivisionen Engineering til Erhvervsinvest. Ifølge aftalen sker afslutningen af transaktionen den 14. marts i år.

Planen er i stedet at styrke segmentet Industriel Fiber, oplyser Roblon i en meddelelse til fondsbørsen.