Aktier: Wall Street vil følge Europa ned

Ligesom det er tilfældet i Europa, så ventes også det amerikanske aktiemarked at indlede ugen med fald.

Læs mere
Fold sammen

De toneangivende europæiske indeks i London, Paris og Frankfurt ligger mellem 0,8 og 1,6 pct. lavere, og de amerikanske indeksfutures er fulgt efter med minusser på 0,5 pct.

Nedturen skyldes ikke mindst frygt for et kommende sammenstød mellem Grækenland og EU over landets kæmpemæssige gæld. Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, sagde i weekenden, at han ikke ønsker at forlænge den eksisterende redningspakke, hvilket eurogruppen kræver, men i stedet vil arbejde for en midlertidig finansiering.

Imens fortsætter den amerikanske regnskabssæson i denne uge, hvor blandt andre Coca-Cola og Time Warner gør status. Mandag indtager spil- og legetøjsproducenten Hasbro en af hovedrollerne på regnskabsscenen med et stærkt regnskab for fjerde kvartal.

På bundlinjen overraskede Hasbro positivt, idet den amerikanske koncern i fjerde kvartal kunne fremvise en justeret indtjening per aktie på 1,22 dollar, hvilket var 3 cent højere end forventningen i markedet. Salget var dog under det ventede i kvartalet, da Hasbro kunne fremvise en omsætning på 1,3 mia. dollar mod ventet 1,33 mia. dollar. Aktien er steget 1 pct. på formarkedet.

Også aktien i Motorola Solutions er gået højere op til åbningen. Aktien stiger med 4,4 pct., efter at kilder har oplyst over for Bloomberg News, at selskabet er i færd med at undersøge mulighederne fra et salg.

McDonalds salgsstatistik for januar skuffede med et fald på 1,8 pct. på verdensplan, eller mere end den estimerede tilbagegang på 1,2 pct. ifølge Bloomberg News. Aktien falder 0,4 pct. på formarkedet.

/ritzau/FINANS

 

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk