Aktier: Wall Street vender snuden nedad

Stigende geopolitiske spændinger er med til at skabe en negativ stemning blandt Wall Streets investorer, der sender de tre store aktieindeks ned fra handlens begyndelse mandag.

Ifølge Reuters forduftede de positive tendenser, da Nordkorea affyrede fire missiler ud over Det Japanske Hav natten til mandag.

Samtidig tærer det også på risikoappetitten, at præsident Donald Trumps har beskyldt sin forgænger, Barack Obama, for at aflytning forud for præsidentvalget, skriver nyhedsbureauet.

Det brede S&P 500-indeks falder mandag med 0,5 pct. til 2371,64. Dow Jones-indekset åbner i et minus på 0,3 pct. til 20.9434,32. Nasdaq-indekset åbner med et fald på 0,5 pct. til 5842,43.

Fredag lukkede de tre indeks med små plusser.

Blandt enkeltaktierne er der blandt andet fokus på General Motors, som har solgt mærkerne Opel og Vauxhall til Peugeots ejer, PSA. Det har fået den franske bilmagers aktie til at stige på børsen i Paris, men General Motors-aktien falder til gengæld 0,5 pct.

General Motors sælger samtidig sin europæiske finansforretning til PSA og BNP Paribas. Samlet har aftalerne en værdi på 2,3 mia. dollar.

Streamingtjenesten Netflix stiger 3,1 pct. i den tidlige handel, i lyset af at UBS har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra "neutral". UBS peger i sin analyse på, at der er mulighed for overraskende mange nye medlemmer af tjenesten.

Først på handelsdagen kommer der tal for fabriksordrerne i januar samt en endelig opgørelse af ordreindgangen af varige goder - ligeledes i årets første måned. Ugens helt store nøgletalsbegivenhed finder sted fredag, hvor den seneste jobrapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium bliver offentliggjort.