Aktier: Wall Street sendt op af stærk forbrugertillid

De amerikanske aktier fik vendt de seneste dages negative trend tirsdag, hvor en overraskende stærk forbrugertillid bar markedet frem efter en ellers negativ start. Et fald i oliepriserne holdt dog stigningerne en del tilbage.

Læs mere
Fold sammen

500-indekset lukkede tirsdag med et plus på 0,6 pct. til 2159,93. De tunge aktier i Dow Jones steg godt 0,7 pct. til 18.228,30, og også Nasdaq-papirerne lukkede dagen positivt efter et hop på godt 0,9 pct. til 5305,71.

Dagens store overraskelse var den amerikanske forbrugertillid, der steg til 104,1 i september fra 101,8 måneden før. Økonomerne havde ventet et fald til 99,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Dermed er forbrugertilliden tilbage på et niveau, som ikke er set siden før finanskrisen.

»Forbrugertillidstallet, som er ekstremt stærkt, er virkelig en stor positiv overraskelse, der har hjulpet markedet,« siger chefinvestor Timothy Ghriskey fra Solaris Asset Management i New York til Bloomberg News.

Også tillidstallet for august blev oprevideret, idet det oprindeligt var beregnet til 101,1.

Også tirsdagens øvrige nøgletal lå i den pæne ende af skalaen. Virksomhedernes tillid i servicesektoren lå med 51,9 i september højere end ventet. Det indikerede den foreløbige opgørelse over PMI Service, der ifølge en rundspørge var estimeret til 51,2.

Samtidig steg det samlede PMI-tal for måneden til 52,0 fra 51,5 måneden før.

IT I TOP

Det var teknologiaktierne, der trak mest i positiv retning. Undergruppen for den sektor i S&P 500-indekset steg 1,2 pct. efterfulgt af de forbrugsrelaterede selskaber og finanssektoren med stigninger på henholdsvis 1,0 pct. og 0,9 pct.

De stærke forbrugertillidstal sendte Amazon.com op med 1,9 pct. til rekordniveau, og Microsoft steg 1,6 pct., mens Googles moderselskab, Alfabet, og Facebook begge sluttede mere end 1,1 pct. højere.

I den modsatte ende lå de defensive papirer i forsyningssektoren med et tab på 1,3 pct. og energiaktierne, der faldt 0,5 pct.

Råolieprisen faldt mere end 3 pct. på meldinger om, at Iran ikke er villig til at fastfryse produktionen. Dermed reduceres muligheden for en aftale på onsdagens Opec-møde i Algier.

Chesapeake Energy faldt 6 pct., og Conocophillips droppede 1,5 pct. mens skifergasproducenten Rice Energi faldt 8 pct. efter et mislykket forsøg på at overtage rivalen Vantage Energy for omkring 2 mia. dollar.

Nike kunne efter børstid ikke leve op til analytikernes forventninger til de fremtidige ordrer i det forskudte første kvartal, der udløb med udgangen af august.

Den stigende konkurrence fra selskaber som Adidas og Under Armour har reduceret ordrevæksten i især USA og Kina. Aktien faldt 2,4 pct. i eftermarkedet efter at være dykket mere end 5 pct. kort efter meddelelsen.

Onsdag morgen er der generelle kursfald på aktiemarkedet i hele Asien. De amerikanske aktiefutures falder samtidig 0,2 pct.

/ritzau/FINANS