Aktier: Wall Street løb tør for damp

Det amerikanske aktiemarked løb tør for damp tirsdag. En ellers positiv åbning blev vendt til en mere afventende holdning, og den manglende interesse resulterede i sivende priser.

Læs mere
Fold sammen

- Markedet træder vande, mens der ventes på data fra regnskabssæsonen. Og så kommer FOMC-referatetet onsdag, så der er sandsynligvis bare tale om fortsat overvågning af de mange økonomiske data for at få en ide eller indikation om, hvornår de (Federal Reerve, red,) begynder at øge rentesatserne, siger senioranalytiker Joe Bell Schaeffers Investment Research i Cincinnati til Bloomberg News.

Onsdag skydes den nye regnskabssæson i gang med kvartalsdata fra den amerikanske aluminiumsproducent Alcoa.

Og samtidig kommer referatet fra det seneste møde i centralbankens pengepolitiske komite, Federal Open Market Committee. Referatet kan give et fingerpeg om, hvordan stemningen er generelt blandt FOMC-medlemmerne i forhold til den kommende normalisering af pengepolitikken.

I forlængelse af de seneste dages udtalelser fra diverse chefer for Federal Reserves afdelinger var det tirsdag Minneapolis-afdelings topchef, Narayana Kocherlakota, der pointerede, at FOMC sandsynligvis vil vente med den første renteforhøjelse til andet halvår næste år. Narayana Kocherlakota er dog ikke stemmeberettiget medlem af FOMC i år.

Tirsdag lukkede S&P-indekset med et minus på 0,2 pct. i 2076,33. Dow Jones-indekset klarede sig lidt bedre med et marginalt fald til 17.875,42. Nasdaq-indekset fulgte den jævne middelvej med et drop på 0,1 pct. til 4910,23.

Omsætningen bar præg af den lave interesse, og på New York Stock Exchange skiftede 600 mio. aktier hænder. Aktiviteten på Nasdaq-børsen var også i den lave ende med 1,6 mia. aktier i omsætning.

Onsdag morgen er der fortsat en let negativ undertone. S&P-futuren falder marginalt i Asien.

Selskabsspecifikt var der opmærksomhed på logistikselskabet Fedex, der har aftalt at købe det hollandske pakketransportselskab TNT Express for 4,8 mia. dollar. Fedex-aktien steg 2,7 pct.

Informatica Corp. steg 2 pct., efter at det kom frem, at selskabet er tæt på et salg til en kapitalfond.

General Motors-aktien fik til gengæld klø, efter at den canadiske regering har oplyst, at et salg af de resterende aktier i bilgiganten er forestående. GM faldt 2,5 pct.

Mikroblogkoncernen Twitter fik uønsket opmærksomhed. Det forlød ifølge det amerikanske finansmagasin Barron's, at en virksomhed har henvendt sig med et tilbud til selskabet, og at Twitter efterfølgende har hyret Goldman Sachs til at forsøge at afværge et overtagelsesforsøg. Twitter steg 4 pct.

/ritzau/FINANS