Aktier: Wall Street lader sig smitte af Europas fremgang

Optimismen om en græsk aftale ventes tirsdag at finde vej over Atlanten til det amerikanske marked.

Læs mere
Fold sammen

Ligesom det var tilfældet mandag, bliver stigningerne dog næppe så udtalte som i Europa.

Futures indikerer en positiv åbning i størrelsesordenen 0,2-0,3 pct. for de tre toneangivende indeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones. Det brede S&P 500-indeks kan dermed bevæge sig inden for rækkevidde af rekordniveauet på 2130,82 fra den 21. maj. Mandag sluttede S&P 500-indekset i 2122,85 efter en stigning på 0,6 pct.

Transocean ligger til at stige 1,4 pct. fra åbningen, efter at borerigselskabet har meldt om nye kontrakter til en værdi af 109 mio. dollar. Der ventes desuden fremdrift i AT&T. En opjusteret anbefaling til overvægt fra ligevægt hos Barclays har sendt tele- og bredbåndsaktien 1,6 pct. højere.

Også Blackberry stiger trods et lidt skuffende regnskab for første kvartal af 2015/16. Omsætningen landede på 658 mio. dollar mod ventet 680 mio. dollar ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg. På bundlinjen tabte Blackberry 28 mio. dollar, eller 5 cent per aktie, en knivspids mere end de 4 cent per aktie, der var forudset i underskud.

Den canadiske smartphoneproducent stiger ikke desto mindre med 8,4 pct. på førmarkedet.